Magsinet CSR har lavet en opgørelse, hvori mærker som fx Svanen, EU-blomsten, Fairtrade og FSC-mærket indgår. Opgørelsen viser, at mærkningsordningerne oplever vækst - flere og flere virksomheder bliver certificeret eller godkendt som forhandlere af de grønne produkter.
Flere blomster og svaner på markedet
Miljømærkning Danmark, som administrerer miljømærkerne Svanen og EU-blomsten, har oplevet en stigning i antallet af mærkede varer på markedet på 25 procent i 2008 og 15 procent i 2009. Derfor kan forbrugerne nu finde 4921 produkter enten mærket med Blomsten eller Svanen i de danske butikker.
Fairtrade Mærket Danmark kan berette, at antallet af licenshavere, der har ret til at sælge Fairtrade-mærkede varer i Danmark, er steget med 89 procent i 2008 og 26 procent i 2009. 150 butikker i Danmark sælger nu Fairtrade-produkter.
Også FSC har fremgang
Det danske FSC-sekretariat oplyser, at der nu er 140 FSC-certificerede virksomheder i Danmark med en stigning i 2008 og 2009 på henholdsvis 17 % og 39 %. Hertil kommer over 60 godkendte forhandlere, som markedsfører FSC-produkter.
Ekspert: Kommunikativt effektivt at blive certificeret
Christa Thomsen, der forsker i CSR-kommunikation på Aarhus School of Business, er ikke overrasket over tendensen:
”Generelt kan vi se, at det her felt er ved at få en mere fast form. Virksomhederne overvejer i stigende grad deres tilgang til social ansvarlighed og derunder også mærkningsordninger,” siger Christa Thomsen og peger på, at det kommunikativt er effektivt at blive certificeret under en mærkningsordning: ”Det giver en stærk kommunikation, når en tredjepart siger god for ens produkt eller tjenesteydelse, fordi det kræver noget dokumentation fra virksomheden, som viser, at den kan overholde nogle klare guidelines".
Christa Thomsen vurderer, at de fleste virksomheder får deres produkter mærket, fordi det giver positiv profilering og troværdighed overfor kunderne, som i sidste ende kan give bedre tal på bundlinjen. Men hun fremhæver også, at mange virksomheder bruger mærkningsordningerne som et redskab til at vise virksomhedens sociale ansvar over for omgivelserne herunder bl.a. leverandører og medier.
Kilde: CSR.dk
