Etiflex

Med deres nye FSC-certificering viser Etiflex, at de er en virksomhed med grønne ambitioner. Virksomheden producerer hvert år mere end 1 milliard etiketter. Det kræver meget papir, så når en stor del af de mange etiketter nu er lavet af FSC-certificeret papir er det med til at gøre en vigtig forskel ude i skoven. 

FSC er en døråbner
Det er dog ikke kun skovene, som det gør en forskel for. Etiflex viser nemlig også, at der kan være god forretning i at have grønne ambitioner også selvom firmaet ikke påregner en merpris på FSC-etiketterne. Kunderne viser nemlig allerede interesse for certificeringen.

Vi har sendt et nyhedsbrev ud til vores kunder om hvad det betyder at vi er blevet FSC-certificeret. Der gik ikke mere end 10 minutter før den første kunde ringede og ville høre mere om det” fortæller Martin Ahler, som er administrerende direktør og medejer af Etiflex.

Etiflex har allerede oplevet at potentielle kunder er begyndt at stille krav i deres udbud til at etiketterne er FSC-certificerede. Typisk er det større danske virksomheder, som eksporterer til resten af verden, der stiller krav om FSC. Hos Etiflex regner de dog med, at flere og flere kunder vil begynde at stille krav fremover. Derfor ser de deres FSC-certificering som både ”en god forretning og en døråbner”, siger Martin Ahler. 

Grøn identitet
Virksomheden er stolt af sin grønne profil og derfor skulle deres nye FSC-certificering naturligvis fejres med deres medarbejdere, med både hygge, en stor lagkage og en snak om FSC. ”Det er en del af vores identitet fremadrettet, at vi lever op til standarder som FSC.” understreger Martin Ahler. Virksomheden arbejder desuden med yderligere tiltag omkring bl.a. affaldssortering i et samarbejde med både leverandører og kunder.

Om Etiflex
Etiflex ligger i Them ved Silkeborg og er en af de mest stabile etiketteproducenter i Norden. Hvert år producerer de mere end 1 milliard etiketter, som bruges i produkter over hele verden. Etiflex har 30 medarbejdere, men har store udvidelsesplaner i de kommende år. Virksomheden er både FSC-certificeret og medlem af FSC Danmark.