FDB-møblerne vender tilbage – og nu i FSC-træ

I første omgang vender fire stole, tegnet af hver af FDB’s fire tegnestuechefer, Børge Mogensen, Jørgen Bækmark, Poul M. Volther og Ejvind A. Johansson, samt tre borde af Volther tilbage. Møblerne blev i sin tid designet efter et princip om at levere godt design til folket. Den mission må siges at være lykkedes, da møblerne i dag stadig er umådeligt populære og de enkelte designs kun har krævet mindre justeringer forud for genlanceringen. Coop har således i samarbejde med arkitekt Thomas Alken fra Format Design lavet små ændringer på møblerne, så de er tilpasset nutidens størrelser og ønsker om komfort.

Den vigtigste ændring er derfor måske oprindelsen af træet, hvor det var vigtigt for Coop at sikre, at de nye udgaver af klassikerne er produceret i FSC-certificeret træ.

”Vores kunder efterspørger møbler i FSC-træ, men vi vil gerne have dem til at tænke endnu mere over bæredygtighed. Vi vil gerne være foregangsmennesker på den front, for på et tidspunkt bliver alt jo nødt til at være FSC, og så kan man lige så godt gå foran,” siger Ole Kiel, Kategorigruppechef hos Coop.

Gode designs i god kvalitet
Hos Kvist Industries har man i flere år overvejet at genoptage produktionen af de gamle stole, ”men for ti år siden var tiden ikke moden endnu. Nu tror jeg derimod, det bliver en stor succes, fordi vi rammer det rigtige tidspunkt med de gode designs i en god kvalitet,” siger Michael Kvist, medejer af Kvist Industries.

FDB-møblerne kan købes fra i næste uge.

Kilde: Coop samt interview med Ole Kiel