Woodfarm Consultings gruppeordning går i sin enkelthed ud på, at konsulentvirksomheden som FSC-certificeret enhed fungerer som administrator for gruppemedlemmernes certifikater. På den måde får medlemmerne samme muligheder, som hvis de havde deres eget FSC-certifikat, men til en lavere pris, samtidig med at de skal bruge færre ressourcer internt.
FSC nemmere for små virksomheder
Gruppeordningen henvender sig til alle virksomheder med maks. 15 ansatte, som producerer eller handler med træbaserede produkter som fx legepladser, vinduer & døre, møbler og tryksager. En kategori som legepladsproducenten UniQ Nordic Systems hører til:
”Vi valgte at blive gruppecertificeret pga. den lavere pris, men også i høj grad for at vi kunne undgå at sætte os ind i de komplekse standarder og i stedet lade Woodfarm Consulting rådgive omkring certificeringen og styre hele processen. På den måde kan vi koncentrere os om det, vi er gode til, indkøb af gode råvarer og produktion af certificerede legeredskaber”, siger Claus Bruus Jensen om årsagen til, at UniQ Nordic Systems har tilsluttet sig Woodfarm Consultings gruppecertificering.
Flere medlemmer i horisonten
Ejer af Woodfarm Consulting Kent Skovgaard er tilfreds med, at det allerede er lykkedes at få tre medlemmer i gruppecertificeringen, og at konceptet virker:
”Det er lidt over et halvt år siden, jeg startede virksomheden, og jeg er derfor meget tilfreds med, at jeg allerede nu kan præsentere de første to medlemmer. Jeg har været i dialog med mange mindre virksomheder inden for træ- og papirbranchen, og de tager godt imod mit koncept”, siger Kent Skovgaard. Yderligere tre legepladsproducenter er på vej ind i ordningen på nuværende tidspunkt.
Læs mere på www.woodfarm-consulting.dk
Foto: Nature Play Aps - Kilde: Woodfarm Consulting
