Midform

Midform A/S, der har hovedsæde i Middelfart, er blevet medlem af FSC Danmark. Hos møbelvirksomheden mener man, at branchen har et ansvar for, at klodens skove ikke lider overlast. Med FSC-certificering føler Midform, at træets vej fra skovene til virksomhedens produktion har været med fokus på et bæredygtigt miljø og en tydelig sporbarhed af råvaren. Dermed kan man tilbyde sine kunder en ubrudt sporbarhedskæde med ansvarligt indkøbte materialer.

Virksomheden ser i dag en øget efterspørgsel på sine FSC-certificerede produkter, og det forventes, at flere af virksomhedens produkter vil blive certificeret inden for det næste år, grundet den stigende interesse for træbaserede produkter, der opfylder kravene for bæredygtig skovdrift. Certificeringen stopper ikke her, og det forventes, at alle Midform-gruppens virksomheder, herunder Rufac og SIS Ergo, inden for det næste år ligeledes vil blive FSC-certificeret.

Med FSC-certificeringen og medlemskabet i FSC Danmark ønsker Midform at opfordre andre til også at gøre noget for bæredygtigheden. Virksomheden håber, at en indsats for bæredygtighed og miljø skal blive en standard for branchen, og at det bliver en vigtig faktor i alle handler, hvor biodiversiteten er i fokus.

”Et FSC-medlemskab er et af vores vigtigste værktøjer til at skabe en handelsplads, hvor bæredygtighed og miljøet er højeste prioritet. Medlemskabet sender et klart signal, som vi ikke ville være foruden. Det er en naturlig del af vores ønske om, at vores varer skal være 100% bæredygtige. Vi vil gerne være med til at skabe de bedste vilkår for næste generation,” siger Ole Holst-Salomonsen fra Midform A/S.

Om Midform
Midform leverer produkter til nogle af Danmarks største møbelbrands. Virksomheden leverer færdige møbelkoncepter, og er gerne med i udviklingen af produkter, fra ide til produktion. Midforms kernekompetence er formspænd, men virksomheden besidder også mange andre kompetencer.

Læs mere på Midforms hjemmeside.

FSC Danmark byder Midform A/S velkommen som medlem og håber på et godt og langt samarbejde.