FSC Danmark sætter fokus på forlag

Forlag kan trykke på FSC-papir uden egen certificering
Mange forlag kender allerede FSC-mærket, men mange tror, at det er enten besværligt eller dyrt at bruge FSC-papir. Imidlertid har nye regler i FSC gjort det nemmere end nogensinde for forlag at udgive bøger og andre publikationer på FSC-papir, da forlag under visse omstændigheder ikke skal have deres egen FSC-certificering, som for eksempel trykkerier skal. Det vil sige, at hvis forlag gerne vil trykke på FSC-certificeret papir, er det faktisk kun trykkeriet, der skal være certificeret.

Læs mere om, hvordan forlag kan udgive publikationer på FSC-certificeret papir på fsc.dk/forlag.

Tellerup: FSC er en nem og billig løsning
Et af de få danske forlag der allerede bruger FSC-certificeret papir er Forlaget Tellerup, der er kendt for blandt andet at udgive børne- og ungdomsbøger. De valgte i 2010 at udgive alle deres bøger på FSC-certificeret papir.

”Det gode ved at være et miljørigtigt forlag er, at man gør noget for miljøet på de led i produktionen, hvor det rent faktisk er muligt. Og FSC er både en nem og billig løsning, uden at vi er gået på kompromis med kvaliteten,” siger Valdemar Tellerup, administrator i Forlaget Tellerup.

Selve informationskampagnen består af folderen ”FSC – hvorfor og hvordan” samt et brev, som FSC Danmark har sendt til over 200 store som små forlag i Danmark. Derudover er der rettet henvendelse til alle danske FSC-certificerede trykkerier og forlagenes brancheforeninger for at gøre dem opmærksom på kampagnen.

Download og læs folderen ”FSC – hvorfor og hvordan” til forlagsbranchen her.