news

I bestræbelserne på at fremme eksporten fra Afrika og samtidig slå et slag for FSC-mærket træ og bæredygtighed besøgte Dansk Erhverv og to designere fra Grounded tidligere på året Mozambique for at finde en kvalificeret møbelproducent.

Det lykkedes og er nu udmundet i knagerækken "RAKS", der er designet af Grounded og produceret af mozambiquiske håndværkere i en unik FSC-certificeret træsort.

"RAKS" kan ses på COPENHAGEN SHOWHOW, en udstilling i den danske designuge, der løber af stablen fra den 27. august til den 6. september.

Hjælp til Afrika
"Vi vil gerne åbne danskernes øjne for de helt unikke træsorter, som Afrika tilbyder", siger Ashkan Heydari, designer i Grounded og designstuderende. Han var en del af den trio, som vandt FSC Design Award 2007 med deres fælles design af en ny bæredygtig multibænk ved navn DIAmond. Præmien var en tur til Honduras.

"Først og fremmest ønsker vi at være med til at hjælpe Afrika. Der sker for lidt på det her område, og vores håb er, at vi kan give en forståelse af design videre til fabrikanterne, så de på længere sigt selv kan arbejde med det og selv kan fremstille lækre møbler. Det er netop, hvad der er sket med projektet, som vi deltog i i Honduras. Det nytter noget," fortsætter Ashkan Heydari.

Afrika har kæmpe potentiale
Vibeke Emborg, konsulent i Dansk Erhverv, tror på, at kombinationen af etisk og bæredygtig produktion med dansk design er fremtiden:

"Det er vigtigt for os at vise, at Afrika har et kæmpe potentiale i forhold til at producere kvalitetsprodukter af bæredygtige materialer, og ved at tilsætte dansk design kan det række vidt. Vi er overbeviste om, at etisk og bæredygtig produktion i kombination med dansk design vil være et værdifuldt markedsføringsredskab fremover".


Kilde: Dansk Erhverv og Wood Supply