Frames

I efteråret vandt designduoen Emma Bukhave Vidarsson og Anna Ohmsen fra Kunstakademiets Arkitektskole (KADK), FSC Design Award med deres lampe ”Frames”.

Præmien var et designudviklingsforløb i samarbejde med Kvist Industries, som står bag produktionen af nogle af verdens største møbelbrands. Kvist Industries er FSC-certificeret og har i sommeren 2019 inviteret de unge designtalenter til at arbejde med deres lampedesign på virksomhedens fabrik i Letland. Her skal de udforme en færdig prototype og optimere på deres oprindelige designidé med sparring fra teamet hos Kvist.

Letland
En lille times kørsel uden for Riga ligger Kvist Industries lettiske produktion. Her laver man kvalitetsmøbler for mange af de brands, vi kender fra interiørbutikkerne i Danmark - for eksempel FDB-møbler, HAY, Fritz Hansen og en lang række nye og gamle møbelklassikere.

Emma og Anna har før besøget i Letland indgået i et designudviklingsforløb hos Kvist Industries med fokus på at gøre deres design klart til produktion. Det har blandt andet betydet, at der er kommet fokus på samlingerne af hver enkelt af de rammer, som danner lampens dynamiske form.

Den originale og de nye samlinger

Første prototype
I de store fabrikshaller arbejdes der i døgndrift for at levere møbler til hele verden. I et område arbejder tre mand på højtryk med at samle de nye prototyper af lampen ”Frames”.

”Den er blevet virkelig flot, de har gjort et godt stykke arbejde” siger Anna, mens hun inspicerer detaljerne på den første prototype i egetræ. ”Jeg var mest nervøs for samlingen, det var vores store udfordring, fordi lampen havde brug for mere støtte, men det er flot løst.”

Frames har fået en lille kile i samlingen og samtalen falder hurtigt på, om man skulle arbejde med at fremhæve den detalje yderligere. Emma og Anna er interesserede i at forsøge sig med en mørk detalje og aftalen bliver at lave to prototyper – en med mørk og en med lys kile.

I løbet af dagene på fabrikken arbejdes også med emballage, ledning og fremtiden for designet, som endnu er uvist. De to designere leder stadig efter en endelig aftager af lampen. Sammen med Kvist Industries deltog de på 3 Days of Design i København med den nye prototyper. Her havde designtalenterne mulighed for at dyrke nye relationer til branchen

Frames


Større viden og netværk
”Oplevelsen med Kvist og FSC har åbnet en hel ny dør op og givet os mange kontakter vi, kan benytte fremover” fortæller de to designere og fortsætter, ”det var fedt at få et samarbejde med Kvist, da det er rart at have et produktionsklart produkt ift. at finde samarbejdspartnere og nå skridtet videre. Det var spændende at få et indblik i processen og snakke med andre faggrupper. Det har givet en masse i forhold til, hvad det kræver at lave et færdigt design.” slutter de.

Man kan følge lampen og de to designere på deres Instagram her: @Frames_dk

Kvist Industries går 100% FSC
Kvist Industries er i øjeblikket i proces med at omlægge hele deres produktion til 100% FSC-certificeret træ. Man er næsten i mål og der arbejdes ben hårdt, bl.a. på fabrikken i Letland, med at få ambitionen i hus. Beslutningen betyder, at Kvist Industries ved udgangen af 2019 giver alle deres kunder en vigtig bæredygtighedshistorie med i købet samtidig med, at de gør en stor forskel for verdens skove.

Om FSC Design Award
FSC Design Award er en designkonkurrence, der udfordrer danske design- og arkitektstuderende til at tænke i nye baner og forene bæredygtighed med godt design i træ. Det overordnede mål med FSC Design Award er at inspirere fremtidens designere til at se mulighederne i træ, som et naturligt element i bæredygtigt design.
Konkurrencen er blevet afholdt siden 2006 og er i de seneste tre år afviklet hos interiørmagasinet Mad & Bolig i Aller Huset.

Her har mere end 100 arkitekt- og designstuderende årligt fået deres 1:1 prototyper bedømt af en fagjury og vinderen er blevet præmieret med en designrejse til et FSC-certificeret skovområde.