FSC er aktive på Building Green i Aarhus

FSC Danmark er igen i år at finde på Building Green, der afholdes for tredje gang i Aarhus. Her samles byggebranchen til debat og inspiration med markante profiler fra ind- og udland samt en række udstillere af bæredygtige produkter. Programmet retter blandt andet fokus på det bæredygtige byggeri i forhold til FN's 17 Verdensmål, byggeløsningers miljøeffekter, det bæredygtige byrum, fremtidens boligtendenser samt innovation og teknologi.

De tre scener Central Stage, Main Stage og Go Green Stage byder på et omfattende og aktuelt program, som indeholder mange debatter og cases. Samtidig er Centralværkstede fyldt med branchens nyeste og mest innovative bæredygtige løsninger.

Go Green Stage: Hvornår er træ bæredygtigt?
Kom og hør FSC Danmark og Aarhus Kommunes bud på, hvornår træ er bæredygtigt, og hvordan en bygherre kan sikre ordentlig dokumentation. Og giv din mening til kende! Træ og træbaserede materialer bliver i disse dage præsenteret som svaret på mange af verdens, og Danmarks, klima- og miljøudfordringer. Det er ikke kun i byggeriet, men også i detail- og energisektoren.

Træ er et fantastisk materiale med en stærk miljø- og klimaprofil og en række andre fordele. Men er træ bæredygtigt, bare fordi det er træ? Hvad mener vi egentlig, når vi taler om træ og bæredygtighed, oftest samlet i begrebet "bæredygtigt træ"? Og hvordan sikrer bygherrer, rådgivere, leverandører og andre vigtige aktører i byggeriet, at det træ vi anvender lever op til anerkendte bæredygtighedsnormer? FSC Danmark og Aarhus Kommune har mange års erfaring med bæredygtigt træ og vil give et bud på svarene på disse vigtige spørgsmål. Der vil også være mulighed for at debattere, hvornår træ er bæredygtigt.

Praktisk info

  • Building Green afvikles i Centralværkstedet, Værkmestergade 9, 8000 Aarhus, den 3. & 4. april 2019
  • Programmet og praktisk info findes her
  • Man kan gratis tilmelde sig her
  • FSC Danmarks arrangement finder sted onsdag d. 3. april kl. 13 på Go Green Stage