FSC Friday

FSC Friday er en global mærkedag, hvor vi opfordrer alle certificerede virksomheder og organisationer til at sætte fokus på deres arbejde med FSC. Det kan både være internt i organisationen for at øge kendskabet til FSC blandt medarbejdere, men det er også en god mulighed for at sætte fokus på FSC-mærket for medlemmer eller kunder. Det er helt op til organisationen selv, hvordan de vælger at fejre dagen. Vi har for eksempel set organisationer, hvor der bliver lavet sjove opslag på sociale medier, bagt flotte FSC-kager eller dekoreret kontorer med store planter, plakater og andet materiale, der viser opbakningen til verdens skove. Nogle har endda også lavet FSC-trøjer til medarbejdere eller plantet træer foran arbejdspladsen.

Da vi meget gerne vil se, hvordan FSC Friday bliver fejret, afholder vi en konkurrence, hvor vi kårer den organisation, der har skabt en super FSC-stemning. Det eftertragtede trofæ og en lækker overraskelse er på højkant.

Selvom vi i FSC arbejder med et seriøst budskab, mener vi også, at det er vigtigt at have det sjovt! Vi er spændte på at se virksomhedernes bidrag.

Læs mere om dagen her.