FSC skov

FSC International har netop færdiggjort en opdatering af sin guide til EU’s tømmerforordning. Guiden er relevant for virksomheder, der importerer træ til EU’s indre markeder og derfor skal overholde EUTR’s krav til ”due diligence”, som har til formål at forebygge import og handel med ulovligt fældet tømmer.

Det har været nødvendigt at opdatere den originale version af guiden fra marts 2013, hvor tømmerforordningen trådte i kraft, fordi FSC i mellemtiden har færdiggjort en række tilpasninger af sine egne regler, så de opfylder EU-kravene. Guiden hjælper virksomheder med at afgøre, hvilke forpligtelser de har i forbindelse med EUTR, samt hvordan det at arbejde med FSC-certificerede materialer hjælper med at imødekomme forpligtelserne.

EU anerkender ikke certifikater fra FSC eller andre private certificeringsordninger som bevis på lovlighed i sig selv, men certificering kan spille en væsentlig rolle i det due diligence-system, som importører og producenter inden for EU’s grænser skal anvende. I tømmerforordningen er det ikke krystalklart hvilken rolle, der er tale om, og fra lande hvor loven bruges i praksis, viser der sig forskellige fortolkninger af den. FSC’s guide skal derfor hjælpe virksomheder med at identificere FSC’s rolle i overholdelsen af EUTR samt informere om FSC-systemets pålidelighed.

Del dine EUTR-erfaringer med FSC
Guidens forfatter John Hontelez, FSC’s chief advocacy officer, opfordrer virksomheder til at dele deres erfaringer med FSC-certificering og EUTR i forbindelse med den kommende evaluering af tømmerforordningen i 2015.

Du kan downloade guiden her

Læs mere om FSC og EUTR her