Det er ikke mange af de store møbel- og designklassikere, der er produceret i FSC-certificeret træ. Det håber vi i FSC Danmark at kunne gøre noget ved i det kommende år.
Det er til gengæld positivt, at rigtig mange af de besøgende på årets CODE10-designmesse allerede kender FSC-mærket og efterspørger mere viden om ordningen. "Det er en stor udvikling fra sidste år, hvor vi skulle starte helt fra bunden med at fortælle om FSC-mærket", fortæller Morten Husted Brodde, kommunikationsmedarbejder hos FSC Danmark.
Kritiske messedeltagere
Allerede på åbningsdagen for messen var mange forbi messestanden, som i sin opbygning og tema "Alt træ har en historie" opfordrede de besøgende til at overveje oprindelsen af de træprodukter, de omgiver sig med. Mange tog opfordringen til sig og benyttede lejligheden til at stille kritiske spørgsmål tilbage til FSC Danmarks medarbejdere. "Det er positivt, når folk ved så meget om FSC, at de også begynder at forholde sig kritisk. Det ser vi som et bevis for, at vi er nået rigtig langt." siger Loa Dalgaard Worm, sekretariatsleder i FSC Danmark.
Populær reception
På åbningsdagen forkælede FSC Danmark sine gæster med træstammer fra Grannys House og økologisk saft fra Søbogaard og mange benyttede lejligheden til at få lidt lækkert og samtidig få lidt mere viden om FSC.
