Yachting for Forests

Med udgangspunkt i sektoren for luksus-yachts stiller FSC nu skarpt på industrien bag og understøtter en stigende interesse for mere ansvarlighed med blandt andet inspiration, cases og hjælp til udvikling af indkøbspolitikker.   

FSC opfordrer også skibsindustrien til at tilslutte sig den fælles pagt, som skal hjælpe de enkelte virksomheder med at sætte tydelige bæredygtighedsmål for deres indkøb og brug af materialer som stammer fra skovene.   

Som en del af initiativet lanceres desuden platformen ”Yachting for Forests” på www.yachtingforforests.com. Her kan man læse mere om pagten, finde inspiration til ansvarlige løsninger og konkrete leverandører til branchen. 

Råd og vejledning skal hjælpe målsætninger på vej 

Kristian Jørgensen, Rådgiver i FSC Danmark siger om FSC’s rolle bag initiativet:   

Yachts er en ekstrem luksusvare, men industrien fungerer også som en vigtig sektor til innovation af nye og mere grønne løsninger til skibsindustrien generelt. Innovationen ses ofte i relation til motorteknologi, energieffektivitet, kunstfibre og i skibenes direkte påvirkninger af havet med forskellige stoffer. Men tiden er kommet til et større fokus på det træ, der anvendes.    

Initiativet opfordrer til at lave målsætninger, og vi kan med vores erfaringer i FSC støtte op med vejledning og gode råd. Både til praktisk implementering af politikker og til at få indtænkt bæredygtighed bredere end blot certificering.

Det er FSC’s håb at initiativet bag luksus-yachts spreder sig i industrien til eksempelvis flåden af mere end 6 millioner kommercielle skibe og fritidsbåde i de europæiske havne. 

Hvor finder man træet?

Man tænker måske ikke over det, men der bruges store mængder træ i udformningen af en yacht. Ofte ses træ på master, bomme og flotte skibsdæk, men også i konstruktion, interiør, på gulve og som fine detaljer på ror mm.    

Kender man træets oprindelse - og er den bæredygtig, så er valget af træ som materiale en både ansvarlig og klimavenlig løsning. Men kender man ikke oprindelsen, risikerer man, at værdikæden bag træet har haft en negativ påvirkning på skovene og for de mennesker, der lever i og af dem. Derfor er det afgørende at kaste lys over branchens enorme potentiale for at gøre en positiv forskel. 

 

Wood used in yachts (C) FSC Danmark

 

Fokus på alternativer til teak

Det maritime look med olieret brunt eller patineret grå teaktræ er i høj grad blikfanget for yacht-industrien. Men tømmerregulativer i eksempelvis EU og USA forbyder import af naturteak fra Myanmar, der er denne form for tømmers primære oprindelse.    

Kristian Jørgensen, Rådgiver i FSC Danmark siger om naturteak:  

Vi kan ikke tale om denne industri uden at tale om branchens historiske afhængighed af teak fra Myanmar. Skibsdæk har vist sig at være industriens akilleshæl. Brugen af naturteak er ikke blot begrundet i træets flotte udtryk, men også i tømmerets ekstreme tekniske kvaliteter.    

Med det nye initiativ ønsker FSC at skubbe på for at finde gode, ansvarlige alternativer. Branchen er i færd med at omstille sig – men det er ikke uden udfordringer. For der er brug for hurtig innovation, der kan skabe nye dæktyper, der både er holdbare og lever op til branchens krav om æstetik.    

“Vi, som FSC, kan samle aktørerne og vise markedet hvad der er muligt,” siger Kristian Jørgensen.  

Invitation til leverandører

Som en del af ”Yachting for Forests” inviteres alle FSC-certificerede virksomheder, der tilbyder materialer eller services til skibsbyggeri med for at tydeliggøre det eksisterende marked. De kan underskrive pagten på www.yachtingforforests.com    

Når vi i FSC arbejder med udvikling af politikker i en sektor, så viser vores erfaringer, at disse bedst motiveres ved at være tydelig omkring de løsninger, der ligger lige for. Alle kan gøre noget i dag med det eksisterende produktudbud. Samtidig skal vi, på tværs af forsyningskæderne, finde bedre og langsigtede løsninger på de mere komplekse problemstillinger, siger Kristian Jørgensen. 

Om projektet 
Projektet ”Ensuring a higher uptake of timber from responsible sources in the yachting industry” er koordineret af FSC Danmark og støttet af Prince Albert II of Monaco Foundation (www.fpa2.org) og har til formål at sikre en højere optagelse af træ fra ansvarlige kilder i yachtindustrien.   

Projektet er en del af en bredere vifte af aktiviteter initieret af FSC for at støtte fremme af bæredygtig skovforvaltning gennem certificering og bruge innovation til at styrke business casen for ansvarlig skovdrift.