FSC Ugen er FSC Danmarks årlige kampagne særligt rettet mod danske forbrugere. Fra 7.-13. april vil FSC-mærket blive gjort ekstra synligt rundt omkring hos landets forhandlere af træ- og papirprodukter, i dagblade og ugeaviser og hos miljøorganisationer.
22 virksomheder og organisationer deltager i FSC Ugen 2014 og er med til at gøre kampagnen større end tidligere år. De markerer ugen på hjemmesider og sociale medier, i butikkerne, med konkurrencer, trykte annoncer og meget mere. Desuden arrangerer FSC Danmark i samarbejde med NorthSide Festival en koncert med Jonny Hefty & Jøden featuring DJ Static på Store Torv i Aarhus lørdag den 12. april.
50 procent af danskerne genkender FSC-mærket, og rigtig mange danskere går bevidst efter det, når de for eksempel køber møbler og papirvarer. Alligevel oplever FSC Danmark, at FSC-produkter ikke i tilstrækkelig grad er synlige. Derfor dedikerer FSC Danmark uge 15 til at bringe opmærksomhed på FSC-certificerede produkter, så mærket bliver mere nærværende og endnu stærkere i forbrugerens bevidsthed.
”Det er rigtig positivt, at mange forbrugere genkender FSC-mærket. I takt med den høje kendskabsgrad skal vi så også sørge for at gøre det så let som muligt for forbrugerne at finde produkterne på hylderne. Vi håber samtidig også, at FSC Ugen kan være med til, at endnu flere får øjnene op for mulighederne for at købe FSC-mærkede produkter”, udtaler Ida Rehnström, Kommunikationsansvarlig i FSC Danmark.
Læs mere om FSC Ugen 2014 her og følg med på Facebook.
