FSC vinder i sammenligning med SFI

FSC er sammen med SFI (Sustainable Forestry Initiative) det mest udbredte skovcertificeringssystem i Canada. For nyligt udgav den USA- og Canadabaserede miljøorganisation ForestEthics en rapport, der sammenligner de to programmer. Konklusionen lyder, at SFI’s auditeringsprogram er svagere og mindre gennemsigtigt end FSCs. FSC-systemet roses for at være robust, og for sin uafhængighed og gennemsigtighed.

Sammenligning af auditrapporter
ForestEthics’ studie er baseret på offentligt tilgængelige auditrapporter fra FSC og SFI udført gennem de seneste ti år. Sammenligningens resultater peger på en række store forskelle. Eksempelvis tog FSC-audits i gennemsnit en tredjedel længere tid end SFI’s (29 dage mod SFI’s 10) og samtidig var SFI’s auditørhold 43 procent mindre end FSC’s. Der blev også fundet store forskelle på de to certificeringssystemers krav til auditørhold: FSC’s var mere mangfoldige, idet de for eksempel kunne bestå af biologer, repræsentanter fra oprindelige folk i Canada og specialister i lokalsamfund og befolkningsgrupper, mens SFI-hold i højere grad varetog tømmervirksomheders økonomiske interesser.

Yderligere kritiserer rapporten SFI for stort set aldrig at have udstedt ”major non-compliances” (alvorlige tilfælde af manglende overholdelse af standarden): folkene bag undersøgelsen har fundet 7 tilfælde fordelt på 7 år. Desuden manglede SFI-auditeringerne afgørende data i mere end halvdelen (55 procent) af tilfældene, mens ingen af FSC’s rapporter blev vurderet som mangelfulde. Hertil kommer, at 92 procent af FSC’s rapporter og ingen af SFI’s var blevet fagfællebedømt. Rapportens forfattere har desuden ikke fundet et eneste eksempel på, at et SFI-certifikat er blevet suspenderet i perioden.

FSC - Nordamerikas mest ansvarlige certificeringsordning
Rapporten konkluderer, at SFI vildleder virksomheder og forbrugere til at tro, at de tager fornuftige miljøvalg. Det vurderes dermed i undersøgelsen, at SFI’s certificeringssystem kan have store konsekvenser for skove, miljøet, dyreliv og lokalsamfund. FSC kaldes i sammenligningen den miljømæssigt og socialt mest ansvarlige certificeringsordning i Nordamerika. 

Læs rapporten fra ForestEthics her.

Kilde: ForestEthics