"For vores vedkommende er det med dokumentation over for omverdenen en væsentlig bevæggrund for certificeringen. Der er altid skepsis om, hvorvidt man driver sin skov bæredygtigt. Og der mener jeg, at det er bedre at hoppe med på toget - og være med til at bestemme retningen - end at stå på perronen og se toget køre forbi", siger Ditlev Berner til Skovdyrkerne.dk.
Dobbeltcertificering giver merpris
Holstenshuus er både PEFC- og FSC-certificeret, hvilket giver bedre afsætningsmuligheder. Godsejer Ditlev Berner lægger ikke skjul på, at dobbeltcertificeringen er gennemført for at få en bedre markedsposition:
"Certificeringen giver afsætningsmæssigt en konkurrencemæssig fordel - og en merpris på flere områder. På kort sigt giver certificeringen cirka 10 kroner mere pr. kubikmeter træ. Og på langt sigt betyder den en sikring af vores afsætningsmuligheder", fortæller Ditlev Berner til Skovdyrkerne.dk.
Certificeret gennem Skovdyrkerforeningerne
Holstenshuus' skovdrift er blevet FSC-certificeret gennem De Danske Skovdyrkerforeningers FSC-gruppecertifikat som private skovbrug kan tilslutte sig og dermed blive certificeret efter FSC's pricipper og kriterier for bæredygtig skovdrift. En mulighed der gør det nemmere for mindre skovejendomme at blive certificeret:
"Problemet for Skovdyrkerforeningen Fyn er, at vi har mange små skove, og vi har derfor været nødt til at lave et system, som også gør certificering fordelagtig for dem. Vi har nu fundet en måde at skrue det sammen på, så det er billigere, men samtidig opfylder de krav der stilles. Konceptet vil være forskelligt fra ejendom til ejendom", siger Ulrik Nielsen, forstfuldmægtig fra Skovdyrkerforeningen Fyn.
I alt er der i Danmark ca. 196.665 ha FSC-certificeret skov - svarende til godt halvdelen af de danske skove. Heraf udgør de danske statsskove langt størstedelen med 190.184 ha.
Læs mere på www.skovdyrkerne.dk
Kilde: skovdyrkerne.dk
