news

JP/Politikens Hus, der udgiver Politiken, stræber også efter at certificere koncernens øvrige aviser, som bl.a. tæller Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og en række mindre lokalaviser.

"Vores ambition er i første omgang at få den her certificering på Politiken, som bliver en frontløber på området. Herefter er det planen at udrulle ideen til resten af koncernens aviser", siger logistikdirektør i JP/Politikens Hus Hans Peter Nissen.

Politikens mål er at blive certificeret i løbet af et par måneder og blive det første dagblad i verden med en FSC-certificering.

Skovvenlig avis
Når certificeringen er i hus, vil dagbladet udelukkende vil blive trykt på FSC-certificeret papir. Det betyder, at Politikken som det første dagblad i Danmark er med til at bidrage aktivt til, at verdens skove drives bæredygtigt med hensyn til dyre- og planteliv. Samtidig bidrager avisen til, at de mennesker, der arbejder i skoven, er sikret uddannelse, rimelig løn og trygge arbejdsforhold.

Certificeringen af Politiken vil ifølge FSC Danmark sende et vigtigt signal til forbrugerne.

"Det er vigtigt at sikre, at vi ved helt præcist, hvor det papir, vores logo sidder på, kommer fra. Kun på den måde kan vi garantere 100 procent over for forbrugerne, at det er bæredygtigt produceret i forhold til FSC-certifikatet", siger sekretariatsleder i FSC Danmark Loa Dalgaard Worm.

Kilde: Dagbladet Politiken