Indonesiens andenstørste pulp- og papirvirksomhed Asia Pacific Resources International Limited (APRIL) har modtaget en trussel om eksklusion fra World Business Council for Sustainable Development (WBCSD), der er en global sammenslutning af op mod 200 virksomheder engageret i bæredygtighed. Truslen bliver til virkelighed med mindre APRIL i løbet af de næste 12 måneder kan bevise, at de har sat en stopper for deres medvirken til rydning i indonesiske regnskovsområder.
Greenpeace følger udviklingen
Truslen er udsendt på opfordring af Greenpeace, der holder skarpt øje med APRIL og virksomhedens praksis i regnskovene. Miljøorganisationen kontaktede WBCSD i februar 2013 med information om APRILs ubæredygtige udnyttelse og har løbende stillet beviser på virksomhedens aktiviteter til rådighed for WBCSD.
”Man skulle tro, APRIL ville lytte, når en organisation, der ledes af direktører fra nogle af verdens største virksomheder, truer med at smide dem ud. Det er på tide, APRIL tager truslen seriøst og straks indfører et forbud mod al skovrydning,” siger Phil Aikman, kampagneleder hos Greenpeace.
Dropper FSC for at undgå undersøgelse
APRIL meldte sig ud af FSC i juli 2013, hvilket Greenpeace, Rainforest Action Network og WWF anså for at være et forsøg på at undgå en uafhængig undersøgelse af papirvirksomhedens skovrydningsaktiviteter. Som en del af FSC-certificeringen kræves nemlig gennemsigtighed samt ret til at gennemgå virksomhedens aktiviteter ved mistanke om ubæredygtige eller ulovlige aktiviteter.
APRIL har i mange år været under luppen hos FSC og har også tidligere mistet deres certifikat, men fordi APRIL har så stor magt i de indonesiske skove, har man fra FSC’s side ønsket dialog og udvikling. Men nu er samarbejdet med FSC altså slut.
Indonesiens førende regnskovsrydder
Data fra den indonesiske regering afslører, at hele 60 % af de fibre, der leveres til APRILs pulpmølle i Indonesien stammer fra regnskovstræ. Fortrolige oplysninger indikerer desuden, at APRIL-leverandører tilbage i 2012 planlagde at rydde 60.000 hektar regnskov – det svarer til arealet af 230 fodboldbaner om dagen.
Ifølge oplysningerne fra Greenpeace ligger APRIL da også på førstepladsen, når det kommer til rydningen af indonesisk regnskov for at fremstille pulp. Miljøorganisationen har ikke megen tiltro til, at APRIL vil gøre virkelighed af sin påstand om at stoppe al regnskovsrydning ved udgangen af 2014, fordi virksomheden tidligere har sat lignende mål uden at overholde dem.
Kilde: sustainablebrands.com
