Virksomheden LevasFlor består af 46.000 hektar tropisk savanneskov beliggende i Mozambique. Området er præget af spredt, lav skovvækst, der giver optimale forhold for bæredygtig skovdrift. Skoven er domineret af en lokal rødbrun træsort, som de lokale kalder Msasa. LevasFlor har valgt at satse på Msasa, fordi det har en høj kvalitet og har allerede vist sin funktionalitet i lokale projekter i Mozambique. Her bliver træsorten anvendt til både vinduer, tagspær, døre og så videre i nøglefærdige boliger.
De seneste år har LevasFlor skabt eksportsucces ved at sælge Msasa i form af halv-fabrikerede parketgulve til svenske Tarkett og ønsker at udvide deres produktion til også at dække dørtrin, trapper og dørkarme. Udover at sælge til det lokale træ- og møbelmarked håber LevasFlor på at kunne sælge til europæiske producenter af gulv, køkkener og lignende.
Spred efterspørgslen
Skoven er drevet efter FSC’s bæredygtige principper og kan producere 6000 kubikmeter træ om året. Træsorten Msasa har vist sin alsidighed, hvilket fjerner presset fra andre kommercielt populære træsorter som Chanfuta, Pao Preto og Pao Ferro.
”Det sidste årti har Mozambique været udsat for skånselsløs skovhugst og illegal træeksport – især af asiatiske opkøbere. FSC-kontoret i Mozambique forsøger at udbrede kendskabet til certificeret skovbrug og skabe mere bæredygtigt drevet skov i Mozambique. Virksomheder som LevasFlor forsøger samtidig at imødekomme rovhugst ved at fokusere på nye træsorter. Ved at satse på Msasa mindsker vi presset på de allermest populære træsorter, så de får tid og plads til at generere sig”, siger Gertrud Kümmel Nielsen, konsulent ved AGREF (FSC-sekretariatet i Mozambique).
Lokal ansvarlighed
LevasFlor ejes af et svensk og et lokalt kirkestift og i 2005 åbnede virksomheden i Mozambique. I 2006 blev virksomheden FSC-certificeret. I dag beskæftiger virksomheden omkring 150 lokale medarbejdere og gennemfører en række sociale projekter til gode for lokale medarbejdere og lokalbefolkningen i skoven.
Skoven omkring LevasFlor er hjemsted for en række mindre befolkningsgrupper, som søgte beskyttelse i skoven under den 16 år lange borgerkrig og er sidenhen blevet boende.
Som en del af FSC-certificeringen er det påkrævet at de lokale beboere, der har skoven som eneste ressource, får arbejde og del i udbyttet af skoven. LevasFlor driver ikke blot skovbrug, men sørger også for at de lokale medarbejdere har gode og sikre arbejdsforhold, og at de lokale landsbyer har adgang til skolegang og sundhedsklinikker.
Kilde: AGREF - Association for Responsible Forestry in Mozambique (FSC-sekretariatet i Mozambique)
