Warm Nordic

Designvirksomheden Warm Nordic tror på en bæredygtig målsætning og vigtigheden af at løfte i flok. Derfor har de meldt sig ind i FSC Danmark:

”Vi stræber efter kontinuerligt at udvikle os i en endnu mere ansvarlig og bæredygtig retning. Det skylder vi både os selv og vores medmennesker. Samtidig vil vi gerne drage nytte af den samlede viden FSC og de øvrige medlemmer kan bidrage med,” fortæller Charlotte Høegh Fallesen, vicedirektør og ansvarlig for produktudvikling af møbler.

Warm Nordic forpligter både sig selv og deres samarbejdspartnere gennem et regelsæt, der opstiller høje forventninger om ansvarlighed, krav til leverandørerne og ambitioner om en grøn fremtid.

Bæredygtighed er et naturligt valg
Allerede nu tilbyder Warm Nordic FSC-mærkede sofaer, lænestole, spiseborde, sofaborde, bænke og opbevaring lavet af træ fra FSC-certificerede europæiske skove. Interessen for bæredygtighed vokser nemlig ikke kun internt, men også blandt Warm Nordics kunder:

”Vi oplever, at stadig flere efterspørger bæredygtighed, men samtidig forventer flere også, at bæredygtighed er en naturlig del af produktet. Derfor vil vi gerne sikre os selv og vores kunder, at Warm Nordics sortiment består af ansvarlige og bæredygtige produkter,” siger Charlotte Høegh Fallesen.

Warm Nordic er desuden et datterselskab i Danish Management Group, som blandt andet driver en konsulentvirksomhed for bæredygtig energi og ejer både vindmøller og biogasanlæg. Det betyder at Warm Nordic er selvforsynende med grøn energi.

Om Warm Nordic
Warm Nordic har en FSC-varemærkelicens til at promovere FSC-mærkedede produkter med FSC's varemærker (FSC(R)-N002990). Det indebærer, at virksomheden er underlagt kontrol af indkøb af FSC-certificerede produkter og korrekt brug af FSC’s brand og varemærker i markedsføring og kommunikation.

Warm Nordic er et dansk designbrand, der dyrker den nordiske æstetik, og har en stærk forankring i den skandinaviske designhistorie. Med håndværk, kvalitet og ægte materialer som fundament tilbyder de et stort udvalg af klassiske møbler og lamper fra 50’erne og 60’erne samt moderne design af danske og internationale designere.

Læs mere om Warm Nordic lige her