
Besvarelserne var overvejende positive med mere end 85% af medlemmerne, der var tilfredse eller meget tilfredse med deres medlemskab, og da der samtidig ikke har været en eneste organisation, der har meldt sig ud i år, tegner det godt for FSC Danmark i 2018. I forhold til de forrige år oplevede FSC Danmark også en stigning i antallet af besvarelser fra medlemmerne, hvilket er noget, der bliver vægtet højt hos FSC Danmark:
”Vi sætter stor pris på den høje deltagelse, vi har oplevet denne gang. De årlige medlemsundersøgelser er med til at give os et godt indblik i, hvad vi allerede gør godt og hvilke problemstillinger, vi skal arbejde videre med, så vi kan hjælpe vores medlemmer på bedst mulig vis,” udtaler sekretariatsleder Loa Dalgaard Worm og fortsætter.
”Jo flere medlemmer, der giver deres mening til kende, jo bedre kan vi vurdere, hvordan vi skal arbejde med medlemmerne fremadrettet.”
FSC-mærket skaber større efterspørgsel
En stor del af de medlemmer, der har deltaget i medlemstilfredshedsundersøgelsen udtrykker, at de oplever en større efterspørgsel på de FSC-certificerede produkter, de udbyder. Dette er med til at motivere medlemmerne til at have et endnu større samarbejde med det danske FSC kontor, da de kan se den positive effekt det har at være associeret med FSC-mærket.
Arbejdet mellem det danske FSC kontor og medlemmerne spænder bredt i alt fra marketing tiltag til vejledning inden for de forskellige FSC standarder samt kurser for medlemmer.
Medlemsskaren vokser
Udover at opleve en høj tilfredshed med medlemskabet i organisationen, kan FSC Danmark også bryste sig af en stigning af antal medlemmer på hele 17% fra det foregående år og ingen medlemmer, der har valgt at melde sig ud. Hertil siger Loa Dalgaard Worm:
”At opleve en så høj stigning i antallet af medlemmer er med til at motivere os yderligere i vores arbejde. At der samtidig ikke er nogen medlemmer, der har valgt at forlade os i år, er vi meget stolte af. Vi håber, at vi i 2018 kan få endnu flere medlemmer, som kan være med til at udbrede FSC’s arbejde igennem deres egne organisationer.”
Har din organisation lyst til at være medlem af FSC Danmark, kan du læse mere om, hvad der skal til for at blive medlem lige her.