Sammen med vores medlemmer, som tæller et bredt udsnit af dansk erhvervsliv og NGO-verdenen, har vi skabt en platform for netværk på tværs af brancher, formål og fag, hvor man både kan hente inspiration og få konkret hjælp. Vi elsker at se det udfolde sig til arrangementer som vores årsdag, hvor både deltagelsen og engagementet er højt, siger Søren Dürr Grue, Direktør i FSC Danmark.
Udover den årlige generalforsamling og en masse netværk bød dagen på oplæg fra FSC's Chief System Integrity Officer, Marc Jessel, som fortalte om hvordan FSC arbejder med integritet nu og i fremtiden.
Programmet bød også på oplæg om hvordan vi sikrer nok FSC-træ fra Østeuropa. Her gav FSC Polens Country Manager, Karolina Tymorek, et interessant og efterspurgt indblik i arbejdet med at fastholde FSC-certificering ud fra den aktuelle situation for skovcertificering i Polen, Letland og Ukraine.
Snakken fortsatte da Karolina fik selskab af Anders Kroman Liin, Dansk Erhverv, og Søren Lip ter Beek, JYSK, som satte ord på betydningen af danske indkøbspolitikker i globale forsyningskæder. For FSC Polen er netop det arbejde Dansk Erhverv og JYSK gør for træbranchen en game changer, der skal sikre et konstant og aktivt pres på beslutningstagere.
Vær tro mod jeres politikker, også selvom det kan være svært - Søren Lip ter Beek, JYSK.
I er ikke alene. Samarbejd med andre og hold jer til certificering - Anders Kroman Liin, Dansk Erhverv.
Medlemmer hyldet med 100% FSC-diplom
FSC Danmark hylder også hvert år på årsdagen de medlemmer, som siden sidst har indført en 100% FSC-politik eller målsætning på en eller flere produktgrupper og har meldt det offentligt ud. I år modtog Trade Point og Johnson Graphic Solutions et diplom.
"Hos Tradepoint er vi stolte af den anerkendelse, som 100%-prisen giver. Brugen af FSC-certificeret træ omfatter alle tre bundlinjer – social, miljømæssig og økonomisk. Derfor styrker FSC-certificeret træ hele vores værdikæde, fra træet bliver fældet, til forbrugeren sætter sig i sin loungestol og nyder sommeraftenen på terrassen. Og 100%-prisen giver motivation til at fortsætte denne vigtige indsats," siger Line Kjær Thomsen.
"Hos Johnsen er holdningen klar – vi vil gå så langt så muligt, for at være så ansvarlige så muligt. Som stort grafisk hus og trykkeri føler vi reelt ansvar for at bidrage til den grønne omstilling. Derfor falder det os naturligt at forpligte os til 100% FSC, da vi på den måde kan bidrage positivt til bæredygtig skovdrift," siger Thomas Skytte Christoffersen.
Generalforsamling: Valg til bestyrelsen
Til generalforsamlingen var Kristian Fribo, STARK på valg i det økonomiske kammer. Desuden opstillede Steen Mikkelsen, Træ og Møbelindustrien (TMI), Lars Muldbak, Skovdyrkerne Øerne og Louise Nitze, Designlink. Efter et kampvalg fordelte de to ledige pladser i det økonomiske kammer sig til Kristian Fribo, STARK og Louise Nitze, Designlink.
I det sociale kammer var Katrine Lindegaard, 3F og Mads Flinterup, Hedeselskabet, på valg. Ingen øvrige kandidater var til stede til at stille op, så Katrine og Mads blev automatisk genvalgt.
I miljøkamret var André Mildam, Verdens Skove, på valg. Ingen øvrige kandidater ønskede at stille op, hvorfor André automatisk blev genvalgt.
I FSC Danmarks bestyrelse sidder nu:
Økonomisk kammer
- Peter K. Kristensen, Ørsted
- Kristian Fribo, STARK
- Louise Nitze, Designlink
- Anders Kroman Liin, Dansk Erhverv
- Sofie Arctander, Leaf Packaging
Miljøkammer
- Marie Sigvardt, Red Orangutangen
- André Mildam, Verdens Skove
Socialt kammer
- Katrine Lindegaard, 3F, Den grønne gruppe
- Mads Flinterup, Hedeselskabet
Læs mere om FSC Danmarks bestyrelse her
Hos FSC Danmark vil vi gerne takke alle deltagere for deres opbakning og engagement under generalforsamlingen.