Vores medlem ILVA har sat et ambitiøst mål om et 100% FSC-certificeret sortiment i 2025. Med tiltaget stiller de grønne krav til leverandørerne, der betyder, at alle nye trævarer, de tager ind i møbelkædens sortiment fra 1. januar 2022, skal være FSC-certificerede, mens kædens nuværende leverandører får tre år mere til at omstille sig.
– Med de tusindvis af møbelartikler i vores sortiment, der er lavet af træ, har vi et stort ansvar for at fremme den bæredygtige produktion. De nye mål om FSC-certificerede produkter sikrer en endnu mere fokuseret og målrettet indsats for at nå i mål med bæredygtige tiltag, siger Jonas Riis Nielsen, Head of Quality & Sustainability hos ILVA.
Hvem skal betale regningen?
De nye mål kommer til at få betydning for både ILVA og kædens leverandører - og kunderne? De går fri. ILVA forventer nemlig hverken prisstigninger eller begrænsninger i udvalget.
– Det kan betyde, at vi er nødt til at sige farvel til produkter og leverandører i en periode, indtil de igen kan leve op til kravene, ligesom vi selv skal afsætte ressourcer til at implementere tiltagene og kontrollere, at alle vores produkter lever op til de nye krav. Den pris, der er forbundet med det, ser vi som en investering i bæredygtighed, og bliver derfor ikke pålagt kunderne, siger Jonas Riis Nielsen.
Stor spiller, stort ansvar
Hos FSC Danmark ved vi, hvad en omstilling kræver af arbejde i kulissen – ikke mindst hos leverandørerne, derfor har vi stor respekt for alle, som er med på rejsen.
– Ilva er en kæmpe spiller på møbelmarkedet og hos FSC Danmark er vi superglade for at se, at man går med i kampen for verdens skovområder. Ilva sætter sig nogle vigtige og ambitiøse mål, som kommer til at rykke noget for verdens skove. Når en stor spiller rykker på bæredygtighedsagendaen og sætter nye ambitioner, så rykker det både leverandører og forhåbentlig også resten af branchen i en positiv retning, siger Ida Rehnström, ansvarlig for kommunikation og strategiske partnerskaber hos FSC Danmark.
Kan man få for mange certificeringer?
Træmøblerne er ikke det eneste sted, ILVA skruer op for certificeringsambitionerne. Det har også tilføjet Oekotex-mærket Standard 100, GOTS-certificering og Svanemærket på udvalgte produkter.
– Mange af vores kunder går – ligesom os - meget op i bæredygtighed. Men vi oplever også, at de har svært ved at overskue meningen bag de mange certifikater og mærkningsordninger. Det prøver vi at gøre lettere ved at lave fodarbejdet og sikre, at uanset hvilket Ilva-produkt du vælger, så er det bæredygtigt til den højeste standard, siger Jonas Riis Nielsen.