news

Nye tider og nye toner
Det blev en uge fyldt med møder og diskussioner, men også en uge med håb for fremtiden.

Hvor den første dag var præget af klare krav og konfrontationer kamrerne imellem, skiftede stemningen fuldstændigt gennem ugen. Det førte til, at forhandlingerne mellem de forskellige parter om de opstillede motions (forslag til forandringer i systemet, enten politisk eller praktisk) foregik ud fra en konsensusorienteret tilgang, hvorefter de fleste forslag blev vedtaget med stort flertal fra alle kamre på de to sidste dages afstemninger.

Generalforsamlingen var også den første store FSC event med den nye direktør, André de Freitas i spidsen som Executive Director. Vi i FSC Danmark har siden hans udpegelse været glade for de forandringer, han stod for, og på generalforsamlingen blev det tydeligt, at denne glæde var delt af hele FSC-netværket på tværs af kamre. Nogle medlemmer gik så langt som at kalde ham FSC-systemets nye Obama med henvisning til hans personlighed som skaber nyt håb for udviklingen og positive forandringer i fremtiden.

Beskyttelse af FSC-mærket
Hvordan kan vi sikre, at FSC lever op til sine målsætninger? Dette var det mest afgørende spørgsmål, som blev rejst på generalforsamlingen. En lang række af motions om bevarelsen af troværdigheden af FSCs brand var også blevet sat op på forhånd. Her var især certificeringsfirmaernes indsats og troværdighed i centrum for mange, og der var bred enighed - selv fra certificeringsfirmaerne selv - om, at der må strammes op og stilles strengere krav til certificeringsfirmaerne for at sikre, at alle certificerede virksomheder og skove lever op til samtlige FSC-krav.

Det generelle billede var, at de eksisterende certificeringsregler er fyldestgørende som de er, men at deres implementering skal strammes op af både de FSC-akkrediterede certificeringsfirmaer og af Accreditation Services International (I daglige tale ASI, som godkender og kontrollerer certificeringsfirmaer). Det blev derfor besluttet på generalforsamlingen at indføre både mere kontrol og flere ressourcer til dette område.

Fokus på de nationale kontorer
Generalforsamlingen bød også på mange diskussioner omkring NIernes (De nationale kontorer) rolle i FSC systemet og deres finansiering. Der var bred enighed om, at de nationale kontorer spiller en central rolle i udbredelsen og sikringen af FSC-mærket og at de derfor skal anerkendes som del af FSCs netværk.

Som følge heraf blev en række motions vedtaget, som skal sikre, at de nationale kontorer fremover får et formaliseret forhold til FSC International gennem gensidige kontrakter, og at dette forhold skal resultere, at NIerne fremover bliver betalt for det arbejde. Denne betaling vil dog først blive indført i takt med, at FSC International og FSC Global Development får implementeret den fee review, der er undervejs.

Nye forretningsområder
FSC vil også kigge på en udvidelse af forretningsområderne som følge af de beslutninger, der blev taget under General Forsamlingen.

FSC skal undersøge, hvordan man involverer sig mere som en aktiv part i kampen mod klimaforandringer. Det er åbenlyst at dette er et område, som bør prioriteres - specielt set i lyset af den stigende fokus på skovenes rolle i CO2 debatten.

Et andet vigtigt område, som fyldte en del under generalforsamlingen, var implementeringen af sociale rettigheder gennem hele sporbarhedskæden, således at alle med en CoC-certificering fremover skal leve op til ILO konventionerne. Der var en overvældende opbakning til, at FSC skal være i stand til at udelukke virksomheder, som benytter sig af børnearbejde, slaveri etc., og fratage disse en eventuel certificering.

Lille fremgang for Community forests og tropiske skove
Denne generalforsamling kom dog desværre ikke meget nærmere på en løsning på, hvordan det gøres nemmere for små skovejere, community forest, tropiske skove og små produktionsvirksomheder at få en FSC-certificering.

En del motions blev foreslået og vedtaget, men de indeholder alle kun mindre tilretninger af systemet og ingen af dem har potentiale til at løse de grundlæggende problemer.

Problemet ser dog ud til at kunne løses indenfor de næste par år, da en del aktiviteter med fokus på dette område allerede er i gang og løber uden behov for godkendelse fra generalforsamlingen før en implementering.

Fra motions til resultater
Medlemmerne af FSC havde nu under generalforsamlingen muligheden for at gøre deres indflydelse gældende. De pegede under afstemningerne en række retningslinier ud for udviklingen af FSC-systemet over de næste år, og det er nu op til FSCs bestyrelse og medarbejdere at sørge for, at beslutningerne bliver omsat til resultater.

Er du interesseret i at læse flere opdateringer på de enkelte dele af generalforsamlingen, kan du med fordel dykke ned i NEPCons daglige nyhedsbrev Certified Wood Update, som vi i FSC Danmark var med til at lave undervejs i generalforsamlingen.

> Se Certified Wood Update i pdf