
Den internationale leverandør af massive trægulve, Junckers Industrier A/S, udvider deres miljøprofil ved at blive FSC-certificeret.
"Vores kunder og markeder stiller i stigende grad krav til bæredygtighed i relation til valg af leverandører. Det er en rigtig holdning, og vi som producent skal selvfølgelig bidrage til at gøre dette valg muligt. FSC-certificeringen af vores massive træ styrker Junckers bæredygtige profil yderligere i branchen," udtaler salgs- og marketingdirektør, Michael Skovbo Bühlmann.
Junckers har blandt andet leveret trægulve til Heathrow lufthavn og Audis hovedkvarter i Tyskland. Derudover har de også leveret til flere af de store sportsarenaer, som de danske håndboldlandshold har forsvaret titler på.
De private forbrugere får også muligheden for at få gulve med FSC-logoet på, da koncernen som udgangspunkt vil levere FSC-certificerede parketgulve af bøg, eg, ask og ahorn til det private og det kommercielle marked.
”Det er naturligvis et meget positivt skridt i den rigtige retning, at Junckers, som er en af de helt store gulvleverandører til store virksomheder og sportsarenaer, vælger at gå foran, og også gør det muligt for forbrugerne at vælge FSC-certificerede trægulve”, siger Loa Dalgaard Worm, sekretariatsleder ved FSC Danmark.
Medlem af FSC Danmark
Samtidig med, at Junckers Industrier A/S er blevet FSC-certificeret, er virksomheden også blevet medlem af FSC Danmark – det danske sekretariat, der arbejder for at øge kendskabet til FSC-certificeret træ.
”Vi tror på, at et samarbejde med FSC Danmark vil være gavnligt for begge parter og vil medvirke til, at der kommer handling bag ved ordene om god etik og moral i offentlige og private byggerier. Derudover håber vi på, at det øger kendskabet til FSC, så vi sammen kan medvirke til, at standarden udbredes” siger Jette Clausen, Group Support Manager ved Junckers.