
Ifølge KFS Boligbyg er det vigtigt, at både virksomheder og forbrugere viser ansvarlighed gennem deres valg i dagligdagen.
Efter at være blevet FSC-certificeret, har virksomheden fundet ud af, at indkøb af bæredygtigt træ er mere ligetil end forventet. ”Hos KFS Boligbyg er vi vilde med at passe på naturen. Når det handler om bæredygtigt skovbrug har vi erfaret, at der er så mange bæredygtigt drevne skove i verden, at det er nemt at vælge træ fra en af dem,” fortæller Ditte Maria Kollerup, der er indehaver og kreativ direktør hos KFS Boligbyg.
Hun fortsætter: ”Udvalget bliver stadig større, og derved er prisen også i en nogenlunde balance. Det er stadig dyrere end at vælge træ fra ikke-certificerede skove, men det er lidt i det store billede.”
Vi skal tage ansvar med vores valg
”Vi har som forbrugere muligheden for at vælge hvad vi støtter, hvor vi bruger vores penge og derved påvirke hvilke projekter, der vil leve og hvilke projekter der vil dø. I KFS Boligbyg prioriterer vi bevidste valg – og det er én af grundene til, at vi valgte at blive FSC-certificerede. Vores kunder er mennesker, som også tænker over deres valg – og med en FSC-certificering giver vi dem mulighed for at vælge bæredygtigt,” udtaler Ditte Maria Kollerup.
Der er også en anden årsag til, at KFS Boligbyg valgte at blive FSC-certificeret. Hos KFS ved man nemlig godt, at man driver en relativt lille virksomhed, og at virksomhedens forbrug af træ udgør en meget lille del af det samlede marked. Men man vil gerne forsøge at påvirke branchen og kunderne til også at gøre en indsats for bæredygtigheden.
Usikkerhed vendt til stolthed
Da KFS Boligbyg for godt et års tid siden blev FSC-certificeret, skabte det til at starte med en del utryghed internt i organisationen. Det skyldtes primært, at man ikke fik kommunikeret præcist nok til alle medarbejdere, hvad certificeringen indebar. Men i dag er der god stemning om emnet og der er stolthed omkring at være med til at gøre en forskel for naturen. Man holder styr på, hvilke materialer, der er certificeret, og hvilke, der ikke er. Samtidig arbejder man på at øge mængden af certificeret træ, og til det formål har KFS Boligbyg indført en FSC-indkøbspolitik.
Du kan se mere om KFS Boligbyg på virksomhedens Facebook-side eller LinkedIn-side.