RESPONSI BUILD

Få en forsmag på konferencens temaer
Den 16. september skyder vi konferencen RESPONSI:BUILD i gang, hvor emnet er bæredygtigt byggeri og træ. Vi glæder os rigtig meget til at se jer til en spændende konference og vil derfor give jer en lille forsmag på oplægget fra Vagn Aagaard Sørensen, bygherrerådgiver i Region Nordjylland. Han deltager i indlæggene og paneldebatten omkring ”Bæredygtigt træ i praksis”. Her vil det blandt andet blive diskuteret, hvordan der kan blive anvendt mere certificeret træ i dansk byggeri, og hvilken rolle certificeret træ har. Vagn Aagaard Sørensen vil dele regionens erfaringer med bæredygtigt byggeri og deres holdning til bæredygtighed og certificeret træ.

FSC Danmark har stillet Vagn Aagaard Sørensen tre spørgsmål om Region Nordjyllands erfaringer med bæredygtigt byggeri.

Hvilke tendenser ser I netop nu inden for bæredygtigt byggeri?
”Den største tendens vi ser inden for bæredygtigt byggeri er, at DGNB-certificeringen vil vinde større indpas. I regionen vil vi have alle fremtidige byggerier certificeret efter ordningen. Vi ser også, at kommuner begynder at følge med og certificerer byggerier efter DGNB. Dermed oplever vi også en tendens til, at efterspørgslen på certificeret træ stiger.”

Hvordan arbejder I konkret med at fremme bæredygtigt byggeri?
”Vi arbejder med at fremme bæredygtigt byggeri ved, at vi for det første får certificeret vores egne byggerier. For det andet er vi med i Green Building Councils bestyrelse, og for det tredje tager vi ud og holder foredrag om DGNB-certificering. Vi har for eksempel holdt indlæg hos Byggesocietetet og Bygningsstyrelsen. Bæredygtigt byggeri står højt på vores dagsorden.”

Hvad håber du at få ud af at deltage på konferencen?
”Det er mest på grund af netværksmuligheder og for at dele vores erfaringer med andre, jeg deltager på konferencen. Jeg deltager også på konferencen, fordi vi gerne vil være i front og vide, hvad der rører sig på området. Vi arbejder intensivt med emnet bæredygtigt byggeri, og derfor vil vi altid gerne lære mere.”

Om konferencen
Den 16. september slås dørene op til en anderledes konference om bæredygtigt byggeri. RESPONSI:BUILD har bæredygtigt træ som hovedfokus men præsenterer et bredt program, der henvender sig til alle aktører i byggebranchen. Konferencen lægger op til ærlige diskussioner om barrierer, udfordringer og løsninger, og den præsenterer et alsidigt program med repræsentanter fra leverandørvirksomheder, det offentlige, rådgivere og arkitekter, entreprenører samt interesseorganisationer.

RESPONSI:BUILD arrangeres af FSC Danmark i samarbejde med Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark samt Hjørring og Aalborg Kommuner.

Praktiske informationer
RESPONSI:BUILD finder sted den 16. september klokken 9.45-17 i Utzon Center, Slotspladsen 4 i Aalborg. 

Læs mere på FSC Danmarks hjemmeside https://dk.fsc.org/responsibuild 
Tilmeld dig på fscdanmark.nemtilmeld.dk


Partnere og donerer
Aalborg Kommune
Hjørring Kommune
Danida
NBE NordDanmark

Mediepartnere
Forum for Bæredygtige indkøb
Wood Supply
Building Supply