"Vores kinesiske leverandør af dyvler har for nylig opnået FSC-certificering, så vi blev opmærksomme på muligheden for at få certificerede forsyninger. Vi havde allerede overvejet certificering, og vi tog derfor beslutningen, så snart vi begyndte at opleve efterspørgsel på certificerede komponenter fra nogle af de møbelfabrikker, vi arbejder med ", siger logistikchef for Nissenpack, Michael Sangill Mikkelsen.
Gode nyheder for møbelfabrikanter
Små møbeldele som dyvler synes måske ikke at have stor betydning, men de kan udgøre en flaskehals i FSC-systemet. Det skyldes, at mange sammensatte produkter indeholder flere mindre bestanddele, som hverken er til rådighed i 100 % FSC-certificeret materiale eller fra kontrollerede kilder. Det gælder for eksempel dyvler, dupper, og beslag.
For at gøre certificering mulig trods disse omstændigheder, giver FSC-reglerne mulighed for at bruge mindre bestanddele, som ikke er certificeret, så længe de højst udgør 5% af den samlede volumen eller vægt af et produkt. Overstiger andelen dog 1% betyder det ekstra papirarbejde for eksempel for en møbelproducent, da der skal udarbejdes en ekstra procedure.
På grund af den nylige certificering gør Nissenpack livet nemmere for møbelproducenterne, idet virksomheden kan levere 100% FSC-certificerede komponenter, og producenterne dermed sparer ressourcer på det ekstra procedurearbejde.
Om Nissenpack A/S
Nissenpack A/S har et omfattende produktprogram bestående af mere end 5.500 artikler. Virksomheden leverer blandt andre beslag, håndtag og kasser til møbel- og køkkenproducenter.
Kilde: NEPCon
