 
FSC Danmark afholdt d. 12. april 2012 en temadag omkring grønne indkøb i Danmark og sendte efterfølgende et brev med invitation til et møde samt en erfaringsopsamling til Miljøministeriet med jeres input fra dagen. Igennem 2012 har vi gentagne gange henvendt os direkte og gennem pressen til Miljøminister Ida Auken og Miljøministeriet for at opnå respons på henvendelsen.
Ministermøde
Miljøministeriet er nu vendt positivt tilbage til os. Ida Auken vil gerne invitere en repræsentant fra FSC Danmark samt to af vores medlemmer til et møde hos sig d. 15. april, hvor vi kan diskutere tiltag, der kan øge det offentlige indkøb af certificeret træ, herunder tiltag der kan få den eksisterende indkøbsvejledning til at virke.Vi vil derfor gerne indbyde alle til at tage del i den kommende proces. Der er to muligheder for indflydelse:
- Tag aktivt del i arbejdsgruppen: I kan melde jer til den arbejdsgruppe, som skal fastsætte, hvilke pointer og forslag til forbedringer, FSC Danmark vil komme med for at forbedre den nuværende situation. Arbejdsgruppen vil afholde to telefonmøder, hvor de behandler de indkomne ideer. Samtidig vil det være to repræsentanter fra arbejdsgruppen, som deltager ved mødet med Ministeren.
NB:Kun medlemmer af FSC Danmark kan deltage i arbejdsgruppen
- Send input og forslag til forbedringer: Ønsker I en mindre aktiv rolle, eller er i ikke medlemmer af FSC Danmark, er der mulighed for blot at give input til arbejdsgruppen, som efterfølgende behandles videre. Disse input kan være tanker om, hvorfor den nuværende vejledning ikke fungerer samt forslag til, hvilke tiltag der kunne laves for at få den til at fungere.
Det skal understreges, at Miljøministeriet på nuværende tidspunkt ikke er parat til at tale om at ændre den offentlige indkøbsvejledning til reel lovgivning.
Tilmelding
Ønsker du at deltage i arbejdsgruppen eller komme med input til arbejdet, så er deadline 01.03.2013. Skriv til loa@fsc.dk.

