Vi trasker en lille time i morgensol, og finder vores bil på det aftalte sted. Herfra kører vi mod savværket. Under turen har vi haft følge af den 30årige Volbert, der er ansat i en art statslig funktion, hvor han tjekker at skovene bliver drevet efter reglerne. Han vil introducere os for Laya Siksas savværk, der ligger endnu en lille times kørsel tilbage mod Rosita.
På vejen samler vi en lille gut ved navn Minor op. Han er omkring syv år og i højt humør, fordi læreren i den lokale skole ikke er dukket op. Vi vil give ham et lift hjem.
Varmen har allerede godt fat, da vi drejer ind på det lille ryddede område, som udgør savværkets grund. Her ligger savet træ i skyggen under et nybygget skur, mens et lille hus på pæle udgør administrationen. Der er allerede gang i maskinerne, kan man høre. Vi stiger ud og Minor, der tilsyneladende bor endnu længere væk, bliver siddende ved bilen og venter.
Vores guide Volbert fører os ind i huset, og viser på et kort, hvor Laya Siksas FSC-område ligger, og vi genkalder os gårsdagens strabadserende tur til dets udkant. Savværket har fået sin certificering for tre år siden og arbejder udelukkende med FSC træ, som så blandt andet bliver opkøbt af Simplemente Madera, hvor Jonas får lavet sin prototype.
Ude på pladsen igen bliver vi introduceret til Oliverio, som er en af de store ildsjæle bag certificeringen af savværket. Han fører os over pladsen i retning af de arbejdende mænd, mens han fortæller om baggrunden for at få en FSC certificering til stedet. ”Klientbasen bliver større når vi har en certificering” forklarer han med et stort smil. ”Med en certificering kan vi skabe tillid til vores træ og få adgang til det udenlandske marked”. På den måde kan hensynet til naturen gå hånd i hånd med en økonomisk gevinst.
Vi hilser på nogle af de omkringstående arbejdere, som er ved at save råtræet ud til tykke planker. Oliverio forklarer, at kontant løn er en sjælden gode her på atlanterhavskysten. Derfor er jobbet på savværket meget attraktivt, og man har indført et skiftesystem mellem 45 mand, så alle får lov til at arbejde lige meget. Typisk er der en syv stykker på arbejde ad gangen. Han fortæller, at certificeringen har løftet levestandarden i lokalområdet, og at man har brugt nogle af pengene til at udbedre den lokale skole og kirke.
Det ligner en solstrålehistorie, men der er også en dyster side. Sidste års overskud var ikke særligt stort fortæller Oliverio, der også fungerer som kasser på stedet. Og han peger på en stor bunke stammer, der ligger grå og sprækkede på jorden. ”Det der var f.eks. en ordre på 20.000 amerikanske dollars, som gik i vasken, det kostede os dyrt”. Oliverion fortæller, at han håber at endnu flere i fremtiden vil købe deres træ. I øjeblikket har de mere, end de kan sælge, så deres succes afhænger af, om markedet vil efterspørge FSC over de næste år.
Vi sætter Minor af ved et lille træhus et par kilometer længere nede af den hullede vej. Også for hans skyld håber vi, at savværket får succes med dets certificering. Det vil betyde fortsat støtte til hans skole, selvom hans skolevej er lang, og han lige i dag er vældig glad for at have fået en fridag og et lift af en flok danske ”gringoer”.