
Vi oplevede, at Miljøministeren var lydhør over for vores anbefalinger, og embedsværket ser nu nærmere på konkrete tiltag til at implementere anbefalingerne. Som udgangspunkt vil man forsøge at implementere dem alle.
Anbefalinger
Helt konkret anbefalede vi ministeren, at man:
- Opretter en uvildig rådgivning af indkøbere og leverandører efter britisk forbillede.
- Udformer og tilbyder træning til indkøbere og leverandører i vejledningen og brugen heraf.
- Laver en massiv forbedring i opfølgningen på de stillede krav om bæredygtighed eksempelvis i form af kontrol af fakturaer igennem e-Faktura, som en del af kvalitetssikring og som indskrevne krav i bindende kommunale og statslige aftaler.
- Foretager en baseline-måling af brugen af vejledningen i dag og opsætte mål for, hvor meget den skal bruges fremover for at betragtes som virkningsfuld.
- Anbefaler at indkøbere fremover opererer med prisrammer og funktion på udbud frem for specifikation af konkrete produkter, samt at dette gøres i en mere dialogbaseret udbudsform.
- Indfører mindstekrav om bæredygtighed i en lille udvalgt gruppe test-kommuner for derigennem at teste de økonomiske og praktiske omkostninger og fordele ved en bindende vejledning.
Vi anbefaler desuden stadig, at vejledningen bliver lavet om til konkret lovgivning, da vores undersøgelser - samt erfaringer fra f.eks. UK viser, at det vil have den største effekt. Det er man fra Miljøministeriets side dog ikke indstillet på. Derfor lægger vi vores energi i at gøre vejledningen så kendt og tilgængelig som muligt, men vil stadig holde fast i, at vi skal diskutere lovgivning fremadrettet.
Baggrund
Efter Ida Auken blev minister, afviste hun at indføre bindende regler for indkøb af bæredygtigt træ og papir, da hun mente, at den frivillige vejledning i forvejen ”virker og bliver brugt”. Dog viser FSC Danmarks undersøgelse fra 2012, at mere end 80 % af de adspurgte danske virksomheder har oplevet efterspørgsel på bæredygtige træprodukter fra den private sektor, mens kun 47,9 % har oplevet efterspørgsel fra det offentlige.
Til mødet med Miljøministeren var PEFC desuden inviteret. Selvom vi er uenige om tilgangen til bæredygtighed, samt hvorvidt man skal arbejde med bindende krav, så bakkede begge ordninger op om anbefalingerne til Ministeren.