Nyt FSC Mix-mærke

FSC-certificerede virksomheder har frem til 1. juli til at udfase det nuværende FSC MIX-mærke med det nye, som nu kan downloades. I den periode kan begge mærker bruges. Den lange overgangsperiode skal sikre, at certificerede virksomheder får rigelig tid til at skifte det nuværende mærke ud og kan gøre det i forbindelse med, at virksomhederne laver andre ændringer i opsætning og layout. Eksisterende lager af mærkede produkter, som man måtte have 1. juli 2024, må fortsat benyttes.

FSC MIX-mærket har ændret sig fra ’[Produkt] fra ansvarlige kilder’ til ’[Produkt] Støtter ansvarligt skovbrug’. De resterende elementer på mærket er uændrede.

Ændringerne er sket på baggrund af strategien for FSC MIX-produkter og FSC Controlled Wood, som er udviklet med inputs fra flere offentlige høringer, involvering af forskellige interessenter og FSC’s internationale bestyrelse. Et af tiltagene i strategien er ændringen af teksten i FSC MIX-mærket.

Du kan læse mere om det nye FSC MIX-mærke, rationalet bag ændringerne og se en tidslinje for overgangen til det nye mærke i faktaarket herunder.

Det nye mærke kan downloades i labelgeneratoren trademarkportal.fsc.org.

FSC_newsentry_1642497894_file.pdf
PDF, Størrelse: 303.76KB