Julian Kyhl

Stigende interesse for bæredygtig design
I FSC Danmark har man de sidste år mærket en stigende interesse for bæredygtighed blandt designere, blandt andet hjulpet på vej af FSC's årlige designkonkurrence:

"Vi ser, at flere og flere upcoming designere har fokus på oprindelsen af de materialer, de designer i. Vi håber, at det også betyder, at der kommer flere bæredygtige designs ud i de danske hjem", siger Ida Rehnström, Kommunikations- og kampagneansvarlig i FSC Danmark.

Hun håber, at Julian Kyhls arbejde med FSC-certificering vil danne præcedens og inspirere andre designere til at blive FSC-certificeret. 

Et rent produkt
Julian Kyhl vil lancere sit første FSC-design, bordet Timber, på Formlandmessen 5.-8. feb. Timber er et udpræget træbord, som kan samles og skilles ad uden brug af værktøj, og som derudover er fuldstændigt fri for lim, skruer, beslag eller lignende.
 
Grundideen var, iflg. Julian Kyhl, at skabe et produkt som skulle være rent, både med hensyn til materialevalg, formsprog og det konstruktionsmæssige princip. Der er lagt lige så stor vægt på det æstetiske i konstruktionsprincippet som på det praktiske.

Bordet består af 4 ben, 4 planker og 2 revler. Revlerne er udformet således at de kan skydes ind i modsvarende spor i plankerne. Derefter indsættes benene igennem revler og yderste planker, hvorved plankerne er fikseret og udgør bordpladen. På denne måde bliver bordet holdt sammen ved hjælp af sin egen vægt på benene.


Timber vil kunne opleves på Formlandmessen i stand D3416 og deltager i konkurrencen Formland Awards

Se mere på www.juliankyhl.dk

Kilde: Julian Kyhl