Den nye procedure bygger på en forenklet og trinvis tilgang til certificering, der gør det muligt for skovejeren at fordele sine mål om ansvarlig skovforvaltning over flere trin. Desuden indeholder proceduren en risikobaseret og kulturelt tilpasset auditering, hvilket betyder, at auditeringen tilpasses kulturen og risikoen for overtrædelser i det land, den udføres.
Den nye procedure er færdig og offentliggjort i FSC’s dokumentbank. Organisationer, som passer til kriterierne, kan ansøge om FSC-certificering efter denne procedure fra den 17. august 2022.
Små skovområder spiller en vigtig rolle for klima, økonomi og levevilkår
Familieejede skovområder og community-skove spiller en essentiel rolle i at afværge klimakrisen, men kun få af dem er FSC-certificeret og dermed bevis for en ansvarlig drift af deres skov. En certificering ville give dem nemmere adgang til de internationale markeder og investorer, der i stigende grad kræver FSC-certificering. Men når man ejer en skovejendom på få hektarer, kan det være sværere at leve op til certificeringskravene, som ejere af større skove har nemmere ved at håndtere. Simpelthen fordi administrationen bliver for tung og kravene til dokumentation for omfattende i forhold til de ressourcer, man har til rådighed.
For FSC er det vigtigt, at de mindre skove bliver certificeret, fordi de tilsammen udgør en betydelig del af klodens skove, og fordi vi ved, at en FSC-certificering kan give adgang til en mere stabil og bedre økonomisk forretning samt bedre levevilkår for mange af skovenes ejere og lokalsamfund omkring dem.
FSC-certificering trin-for-trin
FSC har længe arbejdet på at gøre systemet mere relevant og tilpasningsdygtigt for de vigtige interessenter, som de små skovbrug er. De seneste to år er det gået stærkt, og FSC har nu en ny procedure på plads, der forenkler certificeringsprocessen for mindre skovbrug.
Den nye procedure gør det for første gang muligt at opfylde et sæt af fundamentale minimumskrav til en start og udfylde en 5-årig handlingsplan, tilpasset det specifikke skovområde. Herefter arbejder skovejeren sig over de fem år frem mod en fuld certificering.
Procedurens øgede fleksibilitet gør det lettere for skovejere at få adgang til fordelene ved certificering og reducerer samtidig omkostningerne ved at sprede dem over flere trin, samtidig med at auditeringen af skoven er tilpasset risiko, kultur og størrelse.
Proceduren er testet i Afrika og ni lande i Latinamerika og er tilpasset efter resultaterne fra de enkelte test.
Du kan downloade proceduren i FSC’s dokumentbank.
Vil du vide mere?
Vil du lære mere om udviklingen af proceduren, så besøg siden her. Inden længe vil det også være muligt at deltage i et webinar om proceduren og dens implementering.
Vil du vide mere om FSC, smallholders og community-skove så lyt til vores podcastepisode: