Højer Møbler

Højer Møbler A/S er blevet FSC-certificeret og det skete i høj grad som et resultat af den nye udbudslov, som vil medføre efterspørgsel på FSC-certificerede produkter. Hos Højer Møbler A/S har man mere end 25 års erfaring i at udvikle, producere og levere indretning til uddannelsessektoren og man er allerede klar til at leve op til de krav, der nu stilles til bæredygtige offentlige indkøb.

”Nu har vi gjort det grundlæggende arbejde med at få certificeringen i hus, og omkring 85-90 % af vores træprodukter er FSC-certificerede. Derfor handler det nu om at få budskabet ud, og vi har et mål om at vi ved udgangen af 2016 har fået gjort folk opmærksomme på vores FSC-certificering,” udtaler Jens Højer, adm. direktør hos Højer Møbler A/S.

Hos FSC Danmark er man glade for at se, at kravene til offentlige indkøb har effekt på certificeringen af virksomheder:

”Det er godt at se, at vores mangeårige arbejde med at få kommunerne til at stille krav om FSC-certificering i offentlige udbud bærer frugt, og vi håber naturligvis, at flere virksomheder vil følge i Højer Møblers fodspor,” udtaler Loa Dalgaard Worm, der er sekretariatsleder i FSC Danmark.

Ikke kun for pengene
Udover at være administrerende direktør hos Højer Møbler, er Jens Højer også bestyrelsesformand for Netværk for Bæredygtigt Erhverv NordDanmark. Derfor lå FSC-certificeringen ham også personligt på sinde:

”Jeg synes, at FSC-certificeringen ligger som en naturlig forlængelse af de ISO-standarder, som vi i forvejen var certificerede under. Vi gør ikke kun det her af forretningsmæssige årsager. Den gode tanke, der ligger bag, er også meget vigtig for os.”

Du kan læse mere om hvad Højer Møbler A/S gør for bæredygtighed her.