Ian og Line

Line:
Hvad er din baggrund?
Jeg har en baggrund som multimediedesigner og er på nuværende tidspunkt i gang med mit sidste semester på bacheloren i Innovation & Entrepreneurship på Erhvervsakademi Aarhus. Ved siden af studiet arbejder jeg freelance som grafiskdesigner. 

Hvad glæder du dig mest til ved arbejdet hos FSC?
Jeg glæder mig især til at dykke ned i kommunikationsopgaverne og projektkoordineringen. FSC har nogle virkelig spændende projekter på tapetet i løbet af efteråret, som jeg glæder mig meget til at være med til at planlægge og afvikle. 

Hvad laver du, når du ikke arbejder hos FSC?
Når jeg ikke er ved FSC eller bruger tiden på andet arbejde, så kan du ofte finde mig sammen med mine venner og familie. Jeg rejser gerne så ofte det er muligt og har lige tilbragt sommeren i USA. Jeg bruger også tiden i løbeklub og de bedste løberuter du finder i Aarhus er selvfølgelig langs vandet og ude i skovene. 

Ian:
Hvad er din baggrund?
Til dagligt studerer jeg medievidenskab på kandidaten ved Aarhus Universitet og det er i den forbindelse jeg er i praktik hos FSC. Jeg brænder for kommunikation i alle afskygninger, så det var et naturligt studievalg for mig. Jeg har desuden tidligere arbejdet med undervisning, formidling og evaluering.
 
Hvad glæder du dig mest til ved arbejdet hos FSC?
Jeg glæder mig rigtig meget til at prøve min teoretiske viden af i praksis – og FSC er et perfekt sted at gøre det! Det dynamiske miljø omkring det nationale kontor, som skal spille sammen med en større global organisation, giver rig mulighed for at prøve sine færdigheder af med mange varierede arbejdsopgaver.

Hvad laver du, når du ikke arbejder hos FSC?
Når jeg ikke er på kontoret sportsklatrer jeg i Aarhus Klatreklub, flader ud til en god film eller løfter tunge ting for min kæreste, som jeg er ved at flytte sammen med.