news

Woodfloor, der har domicil på Langeland, importerer og sælger eksklusive trægulve i Danmark, Sverige og Norge. Virksomheden blev FSC-certificeret i foråret og besluttede kort tid efter at melde sig ind i FSC Danmark:

”Vi har gjort det, fordi vi tror, at vi kan gøre en forskel samtidig med, at vi mærker en større efterspørgsel på certificeret træ. Det er vigtigt for os, at vi er up-to-date med seneste nyt, og at vores personale er uddannet inden for FSC. Her spiller FSC Danmark en vigtig rolle”, siger Woodfloors direktør, Henrik Andersen.

FSC en del af miljøpolitikken
Woodfloors FSC-certificering og medlemskab af FSC Danmark er en del af virksomhedens miljøpolitik. Politikken skal sikre, at Woodfloor er med til at tage hånd om miljøet og de naturlige ressourcer. Ved at satse på arbejdet med FSC-mærket bidrager Woodfloor til, at verdens skove beskyttes til gavn for natur, dyr og de mennesker, som bor i skovene.

Flere FSC-produkter i fremtiden
Woodfloor kan på nuværende tidspunkt levere FSC-certificeret lamelparket i eg og ask. Ifølge marketingchef Mette Aarrebo Petersen vil der komme flere FSC-certificerede produkter i sortimentet: ”Det er et helt klart mål, at vi i fremtiden skal øge mængden af vores FSC-certificerede produkter. Allerede i efteråret forventer vi at kunne tilbyde kunderne flere FSC-certificerede produkter”.

Den sydfynske virksomhed, der beskæftiger 20 medarbejdere, har ekspanderet kraftigt de senste fem år og satser på at nå en årlig omsætning på 100 mio. kroner over de næste tre år. Woodfloor er blevet kåret som gazellevirksomhed i både 2000 og 2004 af Dagbladet Børsen. En pris, der gives til erhvervslivets absolutte hurtigløbere.

Virksomheden satser de kommende år på erhvervsbyggeriet, som ikke er ramt af finanskrisen i samme grad som boligbyggeriet.


> Besøg Woodfloors hjemmeside