Havemøblerne er efterhånden taget ind og den halvtomme pose med grill-kul er stillet over i det fjerneste hjørne af skuret. Ungernes fodbold er måske endt ved siden af, fordi efteråret trækker familien indenfor til varmen fra træknuderne i brændeovnen.
Gummisko i entreen. Avisen på bordet. Træfiberisolering under spæret. Og nu også mælkekartonen fra Arla i køleskabet. Træprodukter er alle vegne i vores hverdag, og hver gang man vælger et med FSC-logoet på, er det med til at fremtidssikre verdens skove.
”Der er efterhånden rigtig mange produkter, der kan købes i en variant med FSC-logoet på. Det gør det ret enkelt for forbrugerne at sikre, at vi kan blive ved med at benytte skovenes ressourcer, fordi FSC-logoet blandt andet fortæller, at et nyt træ plantes, for hvert der fældes”, siger Loa Dalgaard Worm, sekretariatsleder ved FSC Danmark.
Skovene forsvinder
Et skovareal svarende til tre fodboldbaner forsvinder hvert minut i verden. Både på grund af ulovlig skovhugst men også på grund af overdreven skovhugst, fordi der er så stor efterspørgsel på træ. Derudover står skovhugst og skovafbrænding for en femtedel af verdens CO2-udledning. FSC er ordningen, der fortæller, at forbrugernes indkøbsvaner ikke er til belastning for verdens skove.
”Det er en enorm belastning for miljøet, hvis man blot fælder skoven uden at tage hensyn til, om der også står en skov, når man er færdig med at fælde. Når TetraPak laver emballage fra FSC-kilder, og Arla vælger at bruge det til populære mælkeprodukter, så kommer der for alvor fokus på ordningen. Omtrent 30 procent af danskerne kender til FSC-ordningen, men det tal bliver forhåbentlig større nu”, siger Loa Dalgaard Worm.
