FSC Ugen er FSC Danmarks største årlige kampagne, og igen i år sætter vores engagerede samarbejdspartnere skovene på dagsordenen, når vi sammen fremhæver den forskel, man er med til at gøre for skovene, hvis man køber FSC-certificerede produkter. Det betyder, at forbrugere vil støde på FSC-mærket lidt oftere end normalt.
I år hylder FSC Ugen den mangfoldighed af liv, som verdens skove er hjem for. Skovene og livet i skovene er nemlig et essentielt led i vores bevarelse af biodiversitet, både i Danmark og over hele kloden.
”Vores biologiske mangfoldighed er under et enormt pres. Vi mister arter 100-1000 gange hurtigere, end vi havde forventet. Det er noget vi alle er forpligtet til at handle på. Når du vælger FSC-certificerede produkter, lige fra møbler og gulve til emballage og papir, er du med til at støtte FSC’s arbejde for skovområder kloden rundt. Det betyder, at du er med til at beskytte naturen og de mennesker og dyr, som bor i eller er afhængige af skoven. I fællesskab kan vi gøre en forskel,” siger Søren Dürr Grue, Direktør i FSC Danmark.
I år deltager mere end 60 NGO’er, virksomheder og organisationer, som i løbet af ugen viser deres engagement i FSC, og hvordan de bidrager til at verdens skovområder drives ansvarligt.
Hold øje med kampagnen i butikker, aviser, online og på sociale medier.
Læs mere om kampagnen på: www.fscugen.dk.