Salling Rooftop Aalborg

Salling har gjort det igen! Denne gang har de bygget et 1.400 kvadratmeter stort byrum med panoramaudsigt over både by og fjord. Udover den store tagterrasse tilbyder Aalborgs nye samlingssted en udendørs bar, indendørs lounge og en skywalk 30 meter over jorden.

Byggefirmaet Lund og Staun A/S, der er medlem hos FSC Danmark, har udført tømrer - og snedkerarbejdet på tagterrassen. Marketingskoordinatoren Bent Skaarup Lindhardt fra Lund & Staun forklarer yderligere om brugen af træ fra FSC-certificerede skove:

”Salling ROOFTOP er et markant projekt i hjertet af Aalborg, og det har været en spændende oplevelse for vores tømrersvende at være med i det. Samtidigt er det dejligt, at det FSC®-certificerede træ spiller en så synlig rolle, og vi håber, at det kan inspirere andre til at bruge mere træ fra ansvarlig skovdrift.”

Udover Salling ROOFTOP i Aalborg, fremførte Salling sidste år en ROOFTOP i Aarhus. Det har været en stor succes med et besøgstal, som har slået alle forventninger. Salling ROOFTOP i Aarhus er endda blevet én af Aarhus’ og landets største attraktioner.

FSC-certificeret sapeli
Alt beklædning på Salling ROOFTOP er udført i sapeli-træ, der kommer fra FSC-certificerede skove i Vest- og Centralafrikas, nærmere bestemt fra regnskovene i Congo-bassinet. Veddets farve er lyserødt til mahognilignende mørkt rødbrunt. Træarten har især en høj kvalitet, når den anvendes til beklædning og til terrasser, hvor den er yderst attraktiv grundet de tydelige og regelmæssige striber samt dens flotte, grålige patinering.