DFI-Geisler

DFI-Geisler, Skandinaviens førende bordpladeproducent, står fremover i spidsen for produktionen af laminatbordplader i FSC-certificerede materialer. FSC Danmarks direktør, Søren Dürr Grue, ser en tydelig tendens til, at køkkenbranchen har fået øjnene op for vigtigheden af en ambitiøs bæredygtighedsprofil.

DFI-Geisler rykker virkelig på FSC i deres plademateriale. Vi oplever en kæmpe interesse for mere FSC i køkkenbranchen i de her år, så når virksomheder som DFI-Geisler sætter ambitioner for deres sortiment, er det med til at skubbe hele branchens bæredygtighedsprofil i en positiv retning, siger Søren Dürr Grue.

DFI-Geisler fik deres bordplader af massivtræ certificeret tilbage i 2010, og nu er deres laminatbordplader, som udgør næsten halvdelen af deres produktion, også blevet FSC-certificeret.

Det betyder, at vi nu udelukkende sender laminatbordplader ud til vores kunder, som er produceret bæredygtigt, og kunden skal ikke være i tvivl om, hvorvidt bordpladen er produceret forsvarligt, da vi kan følge hele forsyningskæden, fortæller Lars-Erik Fabricius Nielsen, indkøbschef hos DFI-Geisler.

En milepæl på bæredygtighedsrejsen
Laminatbordpladerne har ifølge DFI-Geisler været længere undervejs, fordi der er tale om flere forskellige materialer. Både bagsidepapiret, spånpladen og laminatet skal komme fra FSC-certificerede kilder. Derfor ser man det hos DFI-Geisler som lidt af en milepæl på virksomhedens bæredygtighedsrejse.

Vi fortsætter vores strategi om, at vi hele tiden skal optimere vores produktion, så vi bliver mere og mere bæredygtig, og tager størst muligt hensyn til miljøet. Det er en rejse, vi er på, og den fortsætter, selvom vi med denne certificering er kommet rigtig langt hen ad vejen, siger Lars-Erik Fabricius Nielsen.