news

Kampagnen
Kampagnen består af besøg i 17 kommuner, hvor FSC Danmark vil mødes med borgmesteren og de kommunale indkøbere samt den lokale presse. Under arrangementet overrækker vi to gaver - en speciallavet FSC-certificeret borgmesterhammer til borgmesteren og en trækasse til indkøberne med guides og informationer fra en række certificerede virksomheder, der arbejder med FSC-produkter.
I de største byer vil de store landsdækkende medier også være inviteret til overrækkelsen. Her har FSC Danmark desuden allieret sig med en lokal skoleklasse, der vil møde op i trækostumer og deltage i overrækkelsen.

FSC-kampagnen "Slå et slag for FSC" er opstået på baggrund af en undersøgelse fra 2005, der viser, at kun ganske få danske kommuner følger den vejledning, som Miljøministeriet allerede i 2003 udgav omkring indkøb af træ- og papirprodukter. Vejledningen anbefaler FSC-mærkning som garanti for bæredygtighed.

På nuværende tidspunkt er kampagnen blevet skudt i gang i Herning, Silkeborg, Ålborg, Frederikshavn og Fredericia, og repræsentanter fra FSC Danmark vil i løbet af de næste par måneder besøge de resterende kommuner.