Creativ Company FSC Dag 2026

Vores FSC Dag er en intern dag, hvor danske virksomheder og organisationer engagerer deres kolleger i ansvarlig skovdrift og sammen fejrer deres FSC-licens eller certificering. 

Det er deltagernes dag, og kun fantasien sætter grænser for hvilke aktiviteter man kan lave med sine kollegaer. Rundt om i landet stod dagen på mange hyggelige, sjove og kreative påfund og fælles øjeblikke, der var med til at gøre noget komplekst både nærværende og meningsfuldt. 

Vi vil gerne takke alle der deltog i Vores FSC Dag 2026 for det flotte engagement! 

FSC Danmark udloddede også et flot FSC Dag-trofæ til dem som imponerede ekstra meget med deres fejring af dagen. Løbet var igen i år enormt tæt, men årets vinder af hovedtrofæet blev Creativ Company, som blandt andet havde bragt skoven ind i huset. Deres dag bød på grøn dresscode for at skabe en følelse af fællesskab, flotte skovdekorationer og festlig pynt, en FSC-inspireret kage, og fokus på hvordan man igennem kreativ leg kan få børn til at lytte til skovens stemmer. 

Årets fotopris gik til Spring Copenhagen, Lomax tog kageprisen og årets nye ud-i-naturen-prisen gik til KVIST.

Om Vores FSC Dag

Vores FSC Dag er en sjov intern dag for virksomheder og organisationer, der arbejder med FSC. Dagen ligger i forbindelse med kampagnen FSC Ugen og har til formål at synliggøre den støtte medarbejderne er med til at give FSC internt i deres organisation eller virksomhed.