Naturmødet er et årligt nationalt folkemøde om og i naturen, der for tredje år i træk blev afholdt i den nordjyske by Hirtshals. I løbet af den 24. til den 26. maj blev Hirtshals omdannet til mødested for naturinteresserede, politikere og videnskabsfolk. FSC Danmark var også at finde på Naturmødet, hvor vi delte stand med organisationen Verdens Skove.
”Det er altid godt at tale ansigt til ansigt med naturinteressenterne, politikere og forskere, så myter omkring FSC kan blive af- og bekræftet, og så det bliver klar hvilke muligheder, der ligger i en FSC-certificering af de danske skove”, siger Sofie Tind Nielsen, Standardfaciliator og Teknisk rådgiver hos FSC Danmark.
Natur og biodiversitet på den politiske dagsorden
Det stod klart ved Naturmødet 2018 at bevarelse af natur og biodiversitet er kommet højt på den politiske dagsorden. Samtidig fyldte debatten om skov meget i dette års program:
”Skovene skal blandt andet være mere våde, have mere dødt ved, og der skal være større urørte arealer. Det er alt sammen elementer, der tages højde for i en FSC-certificeret produktionsskov”, udtaler Sofie Tind Nielsen, der synes, at Naturmødet netop er et godt sted at mødes og diskutere emner som biodiversitet, natur og ikke mindst skov:
”Naturmødet er en god mulighed for os i FSC Danmark at blive opdateret og få et indblik i, hvor og hvordan vi som FSC kan bygge på nye ideer og udvikle værktøjer, når vi skal sikre biodiversitet og natur i de danske produktionsskove”, udtaler Sofie Tind Nielsen.
Du kan læse mere om Naturmødet her.