Temadag: Grønne indkøb - virker de?

Dagen startede med den officielle generalforsamling, hvor der blandt andet var valg til bestyrelsen og vedtagelse af reviderede vedtægter. Efter generalforsamlingen blev temadagen skudt i gang med oplæg fra FSC om tendenserne inden for grønne indkøb samt en paneldebat herom. Afslutningsvist var alle inviteret til ’gå-hjem-møde’, hvor Peter Feilberg fra NEPCon præsenterede den nye EU Tømmerlovgivning.

Generalforsamling 2012: Nyt ansigt i bestyrelsen
I løbet af 2011 har bestyrelsen revideret FSC Danmarks vedtægter, og på generalforsamlingen blev disse godkendt ved afstemning. Der var valg til bestyrelsen, og FSC Danmark byder velkommen til et nyt ansigt i det økonomiske kammer, Thomas Isaksen fra Pressens Fællesindkøb, som siger at han "gerne vil medvirke til, at flere virksomheder engagerer sig grønt". Både Andrew Long fra Tvilum og Peter K. Kristensen fra DLH blev genvalgt til det økonomiske kammer. Der var automatisk genvalg i det sociale kammer af Camilla Vakgaard fra BAT og i miljøkammeret af Lasse Juul-Olsen fra WWF.

Temadag: ’Grønne indkøb, virker de?’
Temadagen blev skudt i gang med et oplæg fra FSC om tendenserne inden for grønne indkøb. I forbindelse med temadagen har FSC Danmark udført en undersøgelse blandt forhandlere og producenter af FSC-certificerede produkter om grønne indkøb, som viser, at det offentlige spørger mindre efter bæredygtige produkter, og at salget ofte ender med ikke at være certificeret.

Efterfølgende startede en paneldebat om grønne indkøb, som blev faciliteret af Georg Metz. Ifølge Rasmus Boldsen fra Miljøstyrelsen behøver det ikke at være dyrere at købe grønt, og han nævnte forskellige initiativer, som skal være med til at fremme bæredygtige indkøb. Michael Minter fra den grønne tænketank Concito mente, at grønne indkøb er vigtige og kan være med til at styrke samfundsøkonomien, virksomhedsøkonomien og konkurrenceevnen. Han understregede dog, at Danmark kan blive bedre. Kasper Kopp fra Tracer syntes ikke, at grønne indkøb virker på nuværende tidspunkt. Dette skyldes primært den offentlige indkøbsvejledning, som kun er vejledende. Han understregede, at vejledningen langt fra er implementeret, og at der mangler krav og konsekvens.

Paneldebatten var en succes med mange kommentarer og spørgsmål fra salen, som satte gang i diskussionen om, hvorvidt grønne indkøb virker. Den delte holdning var, at der skal stilles krav om certificeringer, idet den offentlige vejledning ikke virker efter hensigten. Desuden var uvidenhed et nøgleord. Flere offentlige indkøbere kender ikke til indkøbsvejledningen for træ og papir, og det skal der også ændres på, hvis det står til virksomhederne og NGOerne.

Opfølgning i efteråret
Til efteråret håber vi på at kunne følge op på temadagens diskussion med endnu en dag omkring grønne indkøb.

Find de forskellige oplæg mv. fra dagen her.