TAA har skabt 2,2 millioner hektar FSC-certificeret skov i Amazonas

Mellem 2009 og 2014 har organisationen The Amazon Alternative (TAA) arbejdet på at få flere skovejere i Amazonas til at drive deres skove bæredygtigt og få dem FSC-certificeret. TAA drives af IDH (Dutch Sustainable Trade Initiative) og er et partnerskab mellem skovejere, trævirksomheder, NGO’er, certificeringsfirmaer, finansielle institutioner, regeringsinstitutioner og nationale FSC-kontorer. TAA’s program omfatter blandt andet arbejde med finansiering og kommercialisering af mindre kendte træsorter. Programmet har været iværksat i Brasilien, Peru og Bolivia.

I forbindelse med programmets afvikling i foråret 2014 udgav TAA en opsummering af sine resultater, som viser fremskridt for bæredygtig skovdrift i Amazonas. 2,2 millioner hektar skov er blevet FSC-certificeret (eller er under certificering) over den femårige periode som følge af projektet.  

Hjælp til at få adgang til markeder
TAA ser handel med bæredygtigt produceret og certificeret tømmer som en vigtig mekanisme, når det kommer til at standse skovrydning. TAA-partnere eksporterede 30.200 kubikmeter FSC-certificeret træ i 2013, og salget til lokale markeder nåede samme år mere end 26.800 kubikmeter savet tømmer og 229.400 kubikmeter træstammer. Ifølge rapporten bliver flere og flere af TAA’s metoder og instrumenter, som er udviklet i samarbejde med de deltagende organisationer, gjort til almen praksis i branchen.  

Alt i alt konkluderer TAA i rapporten, at organisationens rådgivning og hjælp til skovejere og -virksomheder med FSC-certificering har forbedret virksomhedernes forretning. Men de har mødt adskillige forhindringer på vejen som for eksempel konkurrence fra billigt, illegalt træ, landenes voksende hjemmemarkeder, som ikke efterspørger FSC-certificerede varer, den globale økonomiske krise og en række politiske og bureaukratiske problemstillinger. 

Fordele ved at opnå FSC-certificering via TAA
De certificerede virksomheder og skovejere påpeger adskillige fordele ved at være blevet certificeret med hjælp fra TAA, heraf stammer nogle direkte fra FSC-certificeringen: Deltagerne i TAA’s projekt oplever bedre organisering og kontrol i virksomheden, bedre arbejdsforhold, sociale fremskridt i de lokale samfund på grund af investeringer, stabile og længerevarende kontrakter med internationale kunder, adgang til mere forskelligartede markeder samt mindre skadelig påvirkning på miljøet.

Herudover har TAA’s vejledning bidraget med at øge effektiviteten i både skovarbejdet og hos de fabrikker, der forarbejder træet, og de hjalp med at finde nye kunder, finansieringspartnere og lånemuligheder. TAA finansierede desuden halvdelen af certificeringsomkostningerne. 

Læs flere resultater i rapporten fra The Amazon Alternative her.