Tyske myndigheder beslaglægger illegalt træ

De tyske myndigheder har konfiskeret to sendinger ulovligt træ fra den Demokratiske Republik Congo. Det er første gang loven håndhæves, siden EU’s tømmerforordning (EUTR) trådte i kraft den 3. marts 2013.

Træet, der er kommet ind i EU via havnen i Antwerpen, Belgien, er blevet opsporet på baggrund af et tip fra Greenpeace. Miljøorganisationen advarede allerede de belgiske EUTR-ansvarlige myndigheder tilbage i april, da sendingen med ulovligt congolesisk tømmer ankom til Europa. Henvendelsen blev dog ikke besvaret med handling fra officiel belgisk side. I stedet fandt tømmeret vej til det europæiske marked trods fraværet af gyldige beviser for træets lovlighed.

Congolesisk selskab bryder loven
Den schweiziske tømmervirksomhed Bois d’Afrique Mondiale er registreret som køber af det konfiskerede tømmer, der er af den truede tropiske træsort Wengé. Træet er solgt af congolesiske Bakri Bois Corporation, et selskab som den uafhængige, EU-støttede kontrolinstans Ressource Extraction Monitoring (REM) har holdt øje med gennem flere år.

I en rapport fra november 2012 opfordrede REM det congolesiske miljøministerium til at ophæve kontrakten på brugsretten til skoven med Bakri Bois Corporation. En lang række anklager lå til grund for REM’s anbefaling, blandt andet anklager om falsk mærkning af træ og manglende tilladelse til at fælde Wengé-træ.

Ulovligt træ kommet forbi belgiske myndigheder
Alligevel er netop den type træ kommet til Europa og endt hos forskellige forhandlere i Tyskland og Tjekkiet. De tyske myndigheder tilbageholdt efter advarslen fra Greenpeace et parti af det ulovlige træ i august måned og beslaglagde det endegyldigt i november.

”Myndighederne kan ikke længere holde øjnene lukkede for det, der foregår. Den ulovlige og ødelæggende skovhugst må stoppes. Millioner af mennesker og skovenes fremtid afhænger af det. Ikke den mindste splint af ulovligt træ bør befinde sig på det europæiske marked,” udtaler Raoul Monsembula, der er national koordinator i den Demokratiske Republik Congo for Greenpeace Afrika.

Greenpeace forventer handling
Nu hvor Tyskland har vist vejen, forventer Greenpeace, at andre EU-lande følger det tyske eksempel og håndhæver tømmerloven.

”Denne beslaglæggelse sender et stærkt signal til alle virksomheder, der driver skovhugst i Congo-bassinet, såvel som deres europæiske kunder, så vi undgår den korrupte forretningspraksis,” siger Philippe Verbelen, ekspert og ansvarlig for skovkampagner i Greenpeace.

Ilddåb af EUTR lovgivningen
FSC Danmark ser de tyske myndigheders beslaglæggelse som en sejr for EUTR og som den første vigtige ilddåb af forordningen:
 
”De tyske myndigheders konfiskering af det ulovlige træ fra Congo viser, at EU-landene begynder at tage tømmerloven alvorligt, og konfiskeringen er samtidig et tegn på, at loven virker efter hensigten. Vi må håbe, at dette blot er begyndelsen, så vi kan få ryddet op. Det trænger der til,” siger Loa Dalgaard Worm, Sekretariatsleder i FSC Danmark.  

For mere information om sagen, læs Greenpeace-rapporten her.

Kilde: Greenpeace