
Gruppecertificering tillader mindre virksomheder at indgå i en certificering sammen med andre virksomheder for derved at spare ressourcer på administrationen og samtidig få en billigere certificering. Gruppecertificeringen administreres typisk af eksterne konsulentfirmaer eller brancheorganisationer, som står for al administration af certifikatet, udfører interne audits i gruppen og varetager relationen til det eksterne certificeringsfirma.
For at blive optaget i en gruppecertificering skal en virksomhed være relativt lille. Virksomheden skal leve op til nogle basiskriterier, som er: 1) have under 15 fuldtidsansatte eller 2) omsætte for mindre end 1 million USD og samtidig ikke have over 25 fuldtidsansatte. Disse grænser kan på nationalt plan sættes op, hvis det kan begrundes og godkendes af FSC International.
Det har været et ønske fra flere danske interessenter, at FSC Danmark udvikler nationale basiskriterier for optagelse i en gruppecertificering, så flere virksomheder kan få adgang til FSC-certificering via gruppeordningen. Det er intentionen, at ordningen skal kunne omfatte kunsthåndværkere, små savværker, tømrere, snedkere, mindre trykkerier og mindre import-/handelsvirksomheder.
Kortlægningsproces og høring
Da mange danske mindre virksomheder ligger over omsætningsgrænsen på 1 million USD eller har mere end 15 ansatte, før de har luft til at satse på certificering, har kun et relativt lille udsnit af de mindre danske virksomheder mulighed for at blive optaget i en gruppecertificering.
Derfor igangsætter FSC Danmark nu en proces, der skal udmunde i et forslag til nationale optagelseskriterier, i stedet for de nuværende internationale, hvor grænseværdierne for omsætning og/eller antal fuldtidsansatte er højere men dog stadig udelukkende inkluderer ”mindre” virksomheder. Disse nye kriterier skal baseres på samfundsøkonomiske data såsom nationale statistikker, økonomiske indikatorer, branchestatistikker og andre lignende parametre.
Som en del af dette arbejde rækker sekretariatet i øjeblikket ud til certificeringsfirmaer, brancheorganisationer, potentielle gruppecertificerede virksomheder og andre relevante interessenter, som kan give kvalificerede inputs på området. Dette indledende arbejde forventes at løbe frem til midten af september, hvorefter en konkluderende rapport samt forslag til nye kriterier kommer i offentlig høring i en periode på 30 dage.
Efter endt høring skal forslaget til nye kriterier, efter en eventuel revidering på baggrund af høringsresultaterne, godkendes af først FSC Danmarks bestyrelse og herefter af FSC’s standardenhed Policy and Standards Unit (PSU), før de kan træde i kraft. Det forventes, at de nye kriterier vil være på plads ved udgangen af 2016.
FSC Danmark opfordrer alle til at deltage
Udviklingen af nationale basiskriterier for optagelse i gruppecertificering er en åben og inkluderende proces, hvor sekretariatet i høj grad er afhængig af inputs fra så mange interessenter som muligt.
Vi inviterer derfor alle med interesse i emnet til at tage kontakt til os enten i denne indledende fase eller kommentere under den offentlige høringsfase. Vi er særligt interesseret i samfundsøkonomiske data, der kan definere, hvad en ”mindre” virksomhed er i Danmark i en specifik branche for hvem certificering og gruppecertificering er relevant.
Ny privat gruppecertificering undervejs
Som en del af arbejdet med at fremme gruppecertificering i Danmark blev FSC ved generalforsamlingen i år opfordret til at intensivere arbejdet for, at der bliver oprettet flere gruppecertificeringer i Danmark, så det bliver nemmere for virksomheder at tilslutte sig ordningen. Dette gav anledning til intensivt arbejde på området og til september åbnes en privat gruppecertificering for virksomheder på tværs af brancher og landsdele. Kontakt sekretariatet for mere information.
Alle kommentarer og henvendelser omkring udviklingen af nationale basiskriterier for optagelse i en gruppecertificering kan sendes til info@fsc.dk. Kontakt også gerne Loa Dalgaard Worm (28 78 08 19) eller Morten Brodde (26 21 11 83).