Hvad er jeres primære FSC-produkt?
"DLH er en verdensomspændende virksomhed og vi tilbyder mange forskellige FSC produkter inden for vores overordnede produktgrupper. Hidtil har vores primære FSC produkter været savet tropisk træ og terrasseprodukter ligeledes af tropisk træ. Nu haler salget af certificerede pladeprodukter og softwood godt ind."
Hvorfor blev I medlem af FSC Danmark?
"FSC Danmark gør et rigtig godt stykke arbejde i forhold til at markedsføre og øge kendskabet til FSC-mærket i Danmark, og det vil vi gerne støtte. Samarbejdet mellem FSC Danmark og deres ’business’ medlemmer er utroligt vigtig for, at vi i fællesskab kan oplyse forbrugerne om, at der findes bæredygtige alternativer, når de skal vælge terrassegulve, havemøbler og andre trævarer. Vi er i øvrigt også medlemmer af FSC International, FSC Tyskland, FSC Holland, FSC Frankrig og FSC Belgien."
Hvordan går det med salget af FSC-produkter?
"Vores FSC-salg vokser støt og roligt uden store udsving. Vores oplevelse er, at særligt de grønne indkøbspolitikker og andre offentlige tiltag for alvor kan være med til at sætte gang i efterspørgslen selvfølgelig først i det offentlige, som så siden smitter af på det private forbrug."
Oplever I, at FSC-mærket er en fordel i disse tider med økonomisk krise?
"Hertil må svaret blive ’både og’. Krisen har haft en negativ betydning for vores generelle salg, og har dermed ikke gjort salget af FSC-produkter lettere. På den anden side har vi samtidigt set en langsom, men støt stigende efterspørgsel på grund af offentlige indkøbspolitikker osv. Så på trods af krisens betingelser har der været fremgang."
Hvad er jeres seneste succesoplevelse med FSC?
"Vores seneste danske succeshistorie er, at vi blev valgt som leverandører til Harbour House byggeriet i Nordhavnen/Kulhavnen på grund af vores stærke miljøprofil. Vores miljøprofil, og dét at vi kan levere FSC-certificerede varer eller varer med tredjepartsverificering til denne slags byggeprojekter er blevet en klar konkurrencefordel for os – både på det danske og europæiske marked."
Hvad er jeres næste FSC-målsætning?
"Vi har gennem en årrække arbejdet for at få FSC-certificeret vores store tropiske skovområde i Congo-Brazzaville. Det er et område på 1,3 millioner hektarer, som ca. svarer til en tredjedel af Danmark. Pt. er omkring halvdelen allerede FSC-certificeret. Vores næste store FSC målsætning er derfor, at de resterende områder skal være 100% FSC-certificerede inden udgangen af 2010.
Vi har selvfølgelig også et generelt mål om at øge vores FSC-certificerede produktportefølje og indlysende nok også at øge vores FSC salg."
Hvordan ser I fremtiden for FSC-mærket?
"FSC-mærket er allerede et stærkt brand og vi er overbevidste om, at både bevidstheden omkring FSC-mærket og dét, at forbrugeren har et valg, når de køber træ, forsat vil stige.
Allerede i dag er der meget fokus på skovenes tilstand og skovenes vigtige rolle i forhold til klimaet. Vi forventer, at dette fokus vokser yderligere i forbindelse med klimatopmødet COP15 i København til december."
Kilde: Peter K. Kristensen, CSR og Miljøchef, DLH
> Læs mere om DLH
