Building Green 2014

Danmarks største fagmesse for bæredygtige og energieffektive bygninger er netop blevet afholdt. Næsten 5000 mennesker besøgte Forum den 29. og 30. oktober, og mange kom forbi FSC’s stand til en snak om FSC-certificeret træ.
 
”Det er første gang, vi har en stand på Building Green, og vi syntes, det var to indbringende dage med stor interesse og masser af besøgende på vores stand”, siger konsulent og projektkoordinator ved FSC Danmark, Morten Brodde.

Building Green gjorde det muligt at sætte fokus på et af de projekter, som FSC Danmark arbejder med for tiden. Tidligere på året startede projektet ”Bæredygtigt træ i den danske byggebranche”, med fondsmidler fra Danida.

"Vi er godt i gang med vores Danida-støttede projekt for mere FSC-certificeret træ i den danske byggebranche og mødte rigtig mange arkitekter, rådgivere og kommuner, som viste interesse for projektet. Dem skal vi nu i dialog med", fortsætter Morten Brodde

Formålet med projektet ”Bæredygtigt træ i den danske byggebranche” er at gøre opmærksom på bæredygtigt certificeret træ og ikke mindst skabe efterspørgsel på FSC-træ.
 
"Vi har presset på over for det offentlige Danmark for at få staten, regioner og kommuner til at stille krav om brug af bæredygtigt træ i fx byggeri. Nu hvor flere og flere offentlige instanser begynder at stille kravene, så vil vi gerne hjælpe de forskellige aktører i byggeriet med at indfri kravene. Derfor er vi ved at forberede en stor informationsindsats over for arkitekter, entreprenører, rådgivere og leverandørerne til byggeriet."

Du kan læse mere om projektet på fsc.dk/byggebranchen.

Kilde: Building Green